Tante Lillas Kogeskole #6
15/12-2013
Tante Lillas Kogeskole #1: Sovs
Tante Lillas Kogeskole #2: Ostemad
Tante Lillas Kogeskole #3: Ostemad med fisk
Tante Lillas Kogeskole #4: Frikadeller
Tante Lillas Kogeskole #5: Citronfromage
Nå ja. Så er det fem år siden sidst. Men nu er det jul, jeg bor i provinsen – og har et barn. Og så kan man tilsyneladende ikke længere slippe afsted med at ignorere december. Folk stiller krav om hjemmebag og familieaktiviteter. Så here we go.
Bagværk kan skræmme livet af selv de modigste. Personligt er jeg pissebange for alt, der involverer en ovn og kræver, at man foretager en selvstændig vurdering af, hvornår ting er færdige. Til gengæld indeholder denne opskrift kun én ingrediens: dej.
Jeg er ikke helt sikker på, hvad dej er lavet af eller hvor det kommer fra. I mit tilfælde lå det pludselig bare i køleskabet (ledsaget af hvad jeg kun kan opfatte som en truende bemærkning “Jeg har forestillet mig, at du skal bage med din datter”). Antager dog, at det kan købes i Bilka. Vi kommer ikke så meget ud.
Allerede her bliver jeg nødt til at bringe en rettelse. Jeg har ladet mig fortælle (på en temmelig bedrevidende måde, synes jeg egentlig), at man udover dej også har brug for mel. Men det er fint. Vi holder os trods alt på to ingredienser – føler stadig jeg har overblik over situationen.
Og en vis grad af zen er nødvendig, da vi denne gang skal bruge forholdsvis eksotiske køkkenredskaber:
1) Kagerulle
2) Forme
Er ikke klar over, hvor man får fat i dem. Tænker Bilka.
Nå. Man starter med at hælde mel ud på bordet. Formodentlig for meget. Her er det godt med et barn – de halverer lynhurtigt mængden. Kræver dog efterfølgende en støvsugning. Dejen pakkes ud, og kagerullen tages i brug.
Man kan være temmelig sikker på, at dejen enten hænger fast på rullen eller smuldrer til atomer. Begge dele kræver en vis portion mod på livet. Man overvurderer ikke sjældent hvor meget af den slags, man ligger inde med.
Af samme årsag mangler der billeddokumentation fra de næste trin i processen. Kan dog afsløre, at det er her formene introduceres. Man vil opdage, at formene tit men ikke altid holder sig inden for juletemaet. Fx har jeg umiddelbart lidt vanskeligt ved at placere myreslugeren i denne kontekst, men julen er hjerternes tid, og hvem er jeg til at dømme enkelte dyrearter ude.
På et tidspunkt slipper livsmodet op i en sådan grad, at man vurderer formene overflødige og vælger at lave resten af dejen til små flade klatter. Her vil man ofte vælge at sige, at det er barnets værk.
Og så er det tid til ovn. Ovn og knapper er gennemgået i tidligere afsnit.
Lugten kan godt komme bag på en. Er ikke sikker på, hvad jeg havde forventet – nok lidt mere jul og lidt mindre kvalmefremkaldende røgelsespinde varmet op til 180 grader. Det kan være en god idé at klæde sig varmt på i denne fase, da man formodentlig føler behov for at åbne mere end ét vindue. Når kagerne er færdige, vil det i øvrigt være en fordel, hvis man har mulighed for at stille dem udenfor. Ellers er man nok nødt til at flytte.
Jeg kan lige så godt sige det, som det er. Der er ingen chance for at vide, hvornår kagerne er færdige. Opskriften siger:
hvilket jeg kun kan opfatte som en provokation, da kagerne er lysebrune allerede når man kommer dem ind i ovnen. Det bedste bud må være at gå efter lugten. Når man ikke længere er i stand til at holde vejret, er de færdige.
Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke personligt har smagt kagerne – det er vel dybest set derfor man får børn. Barnet spiste et helt får uden at lave ansigter, hvilket indikerer, at de smager bedre end de lugter. Omvendt spiser hun også papir, sand og brieost.
Visuelt er der dog intet at udsætte på resultatet. Jeg har i julehjerternes rummelige navn valgt myreslugeren.
Lagde ud med en helt simpel anretning:
Konkluderede dog hurtigt, at der manglede farve:
Bedre. Glædelig jul.
Kan jeg stadig nå det?
7/01-2012
Hvis mit nytårsforsæt havde været “Inden for den første uge af 2012 skal jeg nå at have influenza, forkølelse, øjenbetændelse (i begge øjne), migræne, opblussende efterveer af forstuvet tå OG se hele første sæson af Modern Family “, så ville jeg bare have herregod samvittighed nu.
2011 #2
29/12-2011
Og nu vi er i gang, burde man vel komme med en form for 2011 status. Ikke at jeg forestiller mig, der stadig er nogen læsere. Ifølge Google er de besøgende, der har være på det seneste, primært havnet her via søgninger som “osten smiler”, “marsvin minimajs” og “døde dyr”. Ikke ligefrem den slags folk, der bliver hængende, vel?
Men jeg har lige set Justin Bieber i en juleduet med Stevie Wonder. Og det var en lidt voldsom oplevelse. En af den slags oplevelser, der gør at man tænker over meningen med det hele. Så hvis jeg ellers kunne sige noget sammenhængende om 2011, ville jeg gøre det nu.
Men det virker faktisk som et småfragmenteret år. På nogle områder lidt af et røvhulsår, egentlig. Men det har bestemt også haft sine øjeblikke.
Well, pænt fesen årsopsamling dér. Er også lidt ude af træning. Måske jeg burde starte i den lidt lettere ende og skrive noget om … postkasser. Det er tilsyneladende noget vi går op i herude i provinsen. Måske næste gang.
2011 Indlægget
28/12-2011
Tidligere på året fik jeg på Twitter at vide, at min blog var blevet hacket. Selv havde jeg ikke opdaget det. Er faktisk ikke sikker på, at jeg ville have opdaget det endnu.
Som en slags undskyldning til bloggen har jeg lige betalt for domænet to år endnu.
Jeg har faktisk haft lyst at starte igen mange gange. Men det er sgu da blevet så kompliceret at være blogger. Og jeg kender ingen af de andre mere. Som jeg har forstået det, bør man som kvinde helst blogge om tøj, børn, håndarbejde eller mad. Eller også skal man svine de kendte til. Det gider jeg ikke.
Til gengæld så jeg i sidste uge julemanden ride på en kamel. Med balloner på. Og når man googler “fuck my life”, burde der være et billede af den kamel.
Godt nytår.
Så skete det!
29/09-2010
Jeg har ikke blogget her i noget, der ligner et lille liv. Jeg ved ikke … må nok bare erkende, at jeg kun har ressourcer til at holde 0,5 blog kørende ad gangen (usabilityblog er for tiden faktisk nærmest oppe og køre på halvt blus).
Men jeg har i dag gjort en opdagelse, som jeg simpelthen bliver nødt til at dele med verden. For ellers, vurderer jeg, er der en god chance for at verden ikke opdager det. Og det ville være synd. For mig.
De dér ting, man skal nå inden man dør … skrive en bog, bestige et bjerg, få en vej opkaldt efter sig. Jeg kan dø nu. Eller en tredjedel i hvert fald. Tillad mig at præsentere:
Hvorfor har de ikke fortalt mig det?! Jeg havde da gerne holdt en lille tale. Eller klippet en snor over.
Det er bare lidt ærgerligt, at der er så langt over til min vej. Man kommer jo ikke forbi Tim hver dag. Og Google Street View vil ikke hjælpe mig. Det tætteste jeg kommer er rundkørslen oppe ved Holstebrovej. Men det ser ud som et pænt kvarter, synes jeg.
Nå. Nu mangler jeg bare en bog og et bjerg. Det er da helt opløftende på sådan en efterårsonsdag.
Provinsbetragtninger
21/08-2010
- Det er sjældent, man møder andre cyklister over den kriminelle lavalder
- Det føles forkert x 9 at bevæge sig rundt i byen med tømmermænd på en torsdag
- Det føles næsten befriende at iføre sig det to numre for store, slidte Helly Hansen regnsæt, jeg var for forfængelig til at bære i hovedstaden
- Når man ringer til kommunen, lyder de ikke som om man har slået deres hund ihjel med en sløv æggedeler
- I supermarkedet er det decideret aparte at vælge en kurv frem for en vogn
- Man skal tjekke sine sko for snegle, før man hopper i dem
Siden sidst …
13/08-2010
… har jeg:
- Siddet i cockpittet på en MD-80′er under landing
- Undret mig over hvorfor græs skal vokse så satans hurtigt
- Væltet mig i skramlebiler
- Talt 43 små, djævelske, græske myggestik på min krop
- Opdaget ham her
Nå ja. Og så har jeg anskaffet mig et CVR-nummer.
Provinsliv #1
23/06-2010
Det er ikke så meget provinsbloggeri, det er blevet til so far. Måske fordi det virker lidt overvældende, hvor skal man næsten starte …
Så jeg ser ingen anden løsning end at starte der, hvor det meste starter. Og slutter. Hos DSB. Ca. 5 minutter efter vi flyttede ind, besluttede man sig nemlig for at rykke rundt på alle skinnerne i Nordsjælland.
Det gode ved sporarbejdet er, at man får rigtig meget offentlig transport for pengene. Omtrent tre gange så meget. Det betyder, at man møder en masse nye mennesker. Fx delte jeg tidligere i dag kupé med en ældre, alkoholiseret herre, der skiftevis sov og råbte. Midt i en sætning faldt han i søvn for derefter at vågne op og råbe ting som:
Så kan du se hvordan det er at have blod i ansigtet!
…
Du har selv valgt det!
Velkommen til linje H.
Ellers er provinsen egentlig ok. Flere skolevogne og egern end forventet.
Så er vi ligesom i gang.
Bold
1/06-2010
Fandt et komplet program over VM-kampene (hvad skal man ellers bruge sommeren på her i provinsen – og nu er grillen også købt).
Kommentarsporet neden for programmet er kort. Men godt.
Jeg skal vist til at følge med på nogle flere fodboldsites.
Pip fra provinsen
12/05-2010
Har stort set ikke været ude af huset endnu. For all I know kunne det ligge i Moskva. Rystepudseren virker efterhånden som en naturlig forlængelse af min arm, min bedste ven hedder CascoSpack S, jeg har støv i næsen og maling i håret. Og i går kunne jeg ikke finde min telefon. Da jeg ringede den op, fandt jeg den i posen med murbrokker og gamle rawplugs.
Send mere søvn.