Tante Lillas Kogeskole #1

04. februar, 2006

For nyligt blev jeg udsat for decideret hån pga mine manglende kulinariske evner. Det sker jævnligt. Det er tilsyneladende ikke acceptabelt at have rundet de tredive og være ude af stand til at lave en sovs.

Men hey, tænker tanten, det kan jeg da ikke have siddende på mig. Jeg skal vise verden, skal jeg.

Derfor præsenterer jeg nu:

Tante Lillas Kogeskole

Og vi starter med … sovs. For det er faktisk slet ikke så svært, som mange mennesker går rundt og tror. Hvis bare man holder hovedet koldt og tager tingene skridt for skridt, så kan næsten alle lære at lave sovs.

I det følgende vil jeg forsøge at gå så pædagogisk til værks som overhovedet muligt. Eftersom mange mennesker lærer bedst gennem det visuelle, vil jeg gøre brug af billedmateriale.

Det første man skal bruge er en pakke smør. Kærgården kan også gå an.

Dernæst skal man bruge en pande. Eller en gryde. Eller, som her, noget midt imellem.

Papir fjernes fra smør. Dette er meget vigtigt!

Smør lægges på pande.

Nu er det, man skal holde tungen lige i munden. Der skrues op for gasblusset/kogepladen. Ikke for lidt, ikke for meget. Vær uhyre opmærksom på, at det er det rigtige blus, der tændes for. Man kan nogle gange hente hjælp i de små tegninger på siden af komfuret. Men stol ikke blindt på dem.

Nu begynder der at ske noget. Smørret smelter lige så stille.

Man kan evt. hjælpe smørret lidt på vej. Men hav tålmodighed. Sovs tager den tid sovs tager.

Når alt smørret er smeltet, røres der lidt i sovsen for at undgå klumper. Klumper er enhver sovs’ fjende.

Så er vi faktisk ved at være der. Hvis man har en sovseskål, kan man komme sovsen deri. Ellers kan man bare bruge en skål.

Hvis man har en sovseske, kan man bruge den til at øse. Ellers kan man bare bruge en ske.

Sovsen serveres måske med en tomat.
Velbekomme.

Fortsættelsen:
Kogeskole #2
Kogeskole #3
Kogeskole #4
Kogeskole #5

Taxa #2

03. februar, 2006

“Den hed Luna i gamle dage”, sagde taxachaufføren og pegede på en restaurant, vi kørte forbi.

Efter en kortere stund af de stille, udbrød han med en rumlende, tobakshostende latter:

“Det er i øvrigt sjovt. Sidst jeg fortalte nogen, at den hed Luna, var da jeg samlede nogle kunder op ved bodegaen lidt længere nede af gaden. En af dem var en kvinde og vi snakkede lidt, en gæv pige … ”

“Jeg så hendes navn på dankortet og sagde:
Ved du hvad, jeg har dit navn stående på min skulder!”
(“Det var dengang jeg var ung, der var denne her pige … “, forklarede han mig)
“Hun kiggede så’n lidt undersøgende på mig og sagde:
Svend?!”

“Jeg kunne sgu ikke kende hende. Vi var jo unge, og jeg er 68 nu, og hun var et par år ældre end mig … Men så snakkede vi jo. Hun blev siddende i bilen længe efter, at de andre var stået af.”

Han faldt hen i egne tanker, og vi kørte lidt uden at sige noget.

“Hun ringede ikke”, kom det så stille. “Jeg tænkte bare, at det jo godt kunne være, at hun syntes det kunne være meget sjovt at høre hvor jeg var i mit liv nu og så’n. Men det gjorde hun åbenbart ikke. Hun ringede aldrig tilbage. Det er sikkert også ligemeget.”