PS
5/08-2009
Det gik godt nok stærkt med at blive en kone.
I går kom ham manden til at gå ind i mig. Og undskyldte det med:
“Jeg troede du var et møbel”
Jeg kan vist lige så godt få håret klippet og permanentet med det samme.
Anyone?
30/07-2009
Nå. Næstsidste dag som frøken.
Går og undrer lidt på, om der er noget jeg bør nå, inden fælden klapper?
Tyreløb i Pamplona, tre års tavshed i buddhistisk kloster, Burning Man i Black Rock Desert, redde kejserpingvinerne på Sydpolen, Paris-Dakar. Den slags.
Kan ikke komme i tanke om andet end, at jeg skal huske at købe mælk.
Undskyld
16/07-2009
Ja, jeg går på ferie i morgen. Nej, jeg skal ikke ud at rejse. Ja, det er min skyld.
Sommeren skulle være tilbage om ca. 14 dage.
Jeg gad bare heller ikke have den projektledertjans
10/07-2009
Der er da heller ikke noget mere belastende end selvfedme.
Nu kommer sandheden frem:
“Trine as a project is a big mess”
Jeg kan kun give dem ret.
London t/r
13/06-2009
Har forsøgt at suge alt det ud af London, jeg nu kunne på ca. 24 timer med influkølelse.
Det blev selvfølgelig noget Pret. Noget Carluccio’s. Noget smog. En lille smule park. En hel del hotelværelse og kamillete. Mere end en hel del taxa.
Og så en enkelt tur i Sainsbury’s, hvor jeg overhørte en telefonsamtale. En ung storby-corporate-kvinde trissede rundt med sin indkøbskurv og sin mobil sent torsdag aften, og mens hun valgte rosévin og færdigretter, sagde hun uden at hæve stemmen og med samme tonefald som hvis hun bestilte togbilletter ting som:
“Right, the thing is … I just don’t need you in my life anymore. It’s very simple, really”
og
“Yes, I understand that we still live together, but the sight of you makes me physically ill”
Elsker London.
Den enfoldige
5/06-2009
Jeg er slået ned af den onde, onde mandeinfluenza og er generelt temmelig selvynkende for tiden, og så er det jo altid rart at erfare, at der findes mennesker derude, som har det meget værre end én selv.
For nyligt kom jeg forbi et eksemplar af Familiejournalen og startede selvfølgelig med at slå op på brevkassen – alle ved, at det er her guldet ligger gemt.
Og dette var bestemt ingen undtagelse.
Vi lader den stå et øjeblik.
Dagens gode Amagernyhed
31/05-2009
Jæj, mojitos på øen! Nu er der jo nærmest ingen grund til nogensinde at køre over broen.
Kom så allesammen, det her er vi nødt til at støtte op om – for første gang i lange tider aner jeg muligheden for, at en snert af funkiness rammer solskinsøen.
Så er jeg her!
22/05-2009
Jeg er sikker på, at teaseren i december har efterladt mange i åndeløs spænding. Men nu er ventetiden forbi:
Tillad mig at citere:
“The introduction to Trine is well executed and incredibly charming”
“…the mystery of the Trine is set up so well that we’re already intrigued to find out more”
“If Trine hasn’t been on your radar yet, it should be now”
Jeg siger det bare.
Soundtrack: Cat Power, Lived in Bars
17/05-2009
Cyklede med musik i ørene ad Vesterbrogade i regnvejr. Foran Tivoli var der turisttrængsel og travlhed.
Midt i mylderet – og i regnen – lå en mand på maven oven på en varmluftsrygende rist. Hans arme og ben var strakt helt ud til siderne som en udfoldet sprællemand, hans kind presset mod risten og hans ejendele spredt omkring ham.
Folk kiggede, når de gik forbi under deres paraplyer, og kastede sigende blikke til hinanden men ingen sagtnede farten.
Han ænsede dem ikke.
På én og samme tid er det gennemført befriende og hjertesskærende tragisk, at man kan nå helt derud, hvor man er så ligeglad.
Jeg cyklede hjem.
Ugens Amageroplevelse
16/05-2009
Jeg overdrev ikke, da jeg fastslog, at Amager er en sand guldgrube af endnu uskrevne blogindlæg (og her henviser jeg ikke til hændelser, der involverer våben. Heldigvis befandt jeg mig på trygge Nørrebro under gårsdagens skyderier, der fandt sted en god spytklat fra egen hoveddør).
Tirsdag morgen. Ca. 7:25. Trine har været ude at løbe og står og strækker ud. Mand kommer forbi og indleder samtale om kickboksning. Jeg vil ikke udelukke, at andre emner bliver berørt. Jeg deltager sjældent i samtaler før kl. 9:00, så jeg er ikke helt sikker på det præcise indhold. Efter en længere monolog går han videre over til sin bil.
Pludselig råber han til mig. Jeg ser, at han står bøjet over sit bagagerum.
“Hvilken telefon har du?”. Jeg er mildest talt usikker på, hvor denne samtale er på vej hen. “Ehm … en iPhone” (ja, der mangler lige et blogindlæg her, det må blive en anden gang).
Skuffelsen står malet i hans ansigt. “Den er ret bred, ik?”. Det har jeg svært ved at benægte. “Hm, jeg har faktisk alt i tilbehør, bare ikke lige til den”.
Godt så. Hvad er det ved mig, der indbyder til at man tilbyder mig hælervarer før kl. 8 en tirsdag morgen? Eller er det i virkeligheden bare et Amagerfænomen, jeg ikke er stødt på tidligere? Efter snart to år på øen bliver jeg stadig overrasket på ugentlig basis.