Trommehvirvelselvsvingshelvede

05. maj, 2005

Jeg har fundet en stærkt ubehagelig bivirkning ved projektskrivning.

Udover at jeg drikker markant mere kaffe, er (om muligt) mere klodset (hvorfor er det aldrig vandflasken, man vælter? Hvorfor er det altid kaffekoppen eller vinglasset? Og hvorfor er det altid den spritnye bog, man har lånt af opdragsgiver og ikke den sure, beskidte biblioteksbog, det går ud over?) og generelt er mere distræt, har jeg sporet en tendens, der mildest talt er foruroligende.

Jeg får onkel-humor. Vi taler plathed af hidtil usete dimensioner. Vi er derude, hvor selv Finn Nørbygaard må krumme en enkelt tå.

Der er ca. tre uger til aflevering. Hvis udviklingen fortsætter i samme spor, er jeg oprigtigt bekymret for, at jeg ikke kan holde mig selv ud, når vi går ind i sidste uge.

For slet ikke at tale om risikoen for, at kombinationen af store mængder koffein og distræthed bevirker, at jeg ikke når at få slettet de pinagtige platheder, der har sneget sig ind i kapitel 5.2. Tænkt eksempel. Selvfølgelig.