Træthed er når …
19/11-2008
På gulvet i badeværelset ligger et sort stykke fnuller fra tørretumbleren. Hver gang jeg går derud, får det lille vindpust fra døren fnullermanden til at bevæge sig et par centimeter hen ad gulvet, og mit hjerte springer et enkelt slag over, fordi det til forveksling ligner en stor, behåret edderkop på flugt.
Men jeg har ikke samlet det op endnu.
Arbejdsmiljø to go
11/11-2008
Nu man har anskaffet sig en ny cykel (og en hjelm, goddammit), er det mere end almindeligt nedslående, når regnen tvinger én ud i offentlige transportmidler (ja, men altså nogle gange er forkert påklædning det eneste rigtige!).
Til gengæld kan man være heldig at opleve småpoetiske øjeblikke, som når bussen glider op på siden af en lastbil og man gennem ruden kan se, at førerhuset er dekoreret med bonsaitræ, drømmefanger og kronhjortegevir.
Det kan man i grunden godt blive inspireret af, når nu ens eget nye skrivebord mest bare er dækket af bunker og krus med gamle tesjatter.
Skilsmisse
6/11-2008
To måneder holdt det. Ja. Man burde måske have arbejdet lidt mere på det, men når man oplever så store problemer så tidligt i et forhold, er det vist næsten et dødfødt projekt.
Heldigvis findes der mennesker derude, der er næsten lige så dumme som mig, så det var ikke det store problem at få afsat Den Daglige Kilde Til Frustration og Højlydt Indebrændthed.
Min nye følgesvend er ingen looker. Men for pokker, den er pålidelig (og ringer ikke på eget initiativ op til alle dem med A). Jeg har allerede fået ret varme følelser for den – det er lidt som at komme hjem. Så kan jeg godt leve med at kede mig, når jeg ser på den.
Tadaaa
3/11-2008
Nå. Men så fik man sig et af de der jobs. Efter en ganske lang sygemelding er jeg nu tilbage på arbejdsmarkedet – i et vist omfang.
I dag havde jeg første arbejdsdag hos Advice Digital (ja, det er derinde på Jarmers Plads hos alle de andre bloggere). Mavefornemmelsen er god, og jeg glæder mig rigtigt meget til at komme ordentligt i gang.
Nu skal jeg bare lige have slået verdens dårligst timede forkølelse ihjel.
Tre år
1/11-2008
I dag. Eller i går faktisk.
Tror nok jeg er holdt op med at ryge i søvne. Eller også kan jeg bare ikke huske mine drømme længere. Nu er jeg jo et stykke over de tredive. Sådan går det vel.
Desuden fik min mor ret. Der går tre år, før man for alvor føler sig som ikke-ryger. Jeg hader, når min mor har ret.
Og således lykkedes det mig at vinkle et gennemført positivt budskab på en gennemført negativ måde. Jeg kan stadig, når jeg virkelig anstrenger mig.
Mandag
27/10-2008
Jeg har netop konstateret, at når man kører en iTunes Genius på denne her, så optræder The Actor med Michael Learns to Rock på playlisten (jeg vil i øvrigt godt fralægge mig ethvert ansvar for, at den sang findes i mit musikbibliotek).
Jeg er slukøret på en helt ny måde.
Økoglæde
22/10-2008
Det skal heller ikke være brok det hele. I direkte forlængelse af dette indlæg er her lidt god karma.
Jeg har lige modtaget en balsam købt hos The Green Factory.
Det er supernemme points, men det virker. Der skal selvfølgelig mere til for, at den samlede brugeroplevelse er god – man kan ikke rette op på ringe brugervenlighed og dårlig service ved at skrive en personlig hilsen, men hvis alt, hvad der ligger før levering af varen, ellers fungerer (hvilket det gjorde hos The Green Factory), så giver den personlige hilsen for mig lige den ekstra yum-fornemmelse, der gør at jeg i højere grad husker firmaet næste gang, der skal købes økoprodukter.
Den konsistente brugeroplevelse forstærkes desuden af, at kort og faktura-papir er holdt i samme øko-stil, som man finder på hjemmesiden. Og så synes jeg i øvrigt, det er værd at nævne, at der er tale om et produkt til omkring 200 kr. – altså er det tilsyneladende ikke ordrens størrelse, der afgør om man får en hilsen med på vejen.
Se selv. Jeg kan sagtens være glad. Fattig men glad.
Den tid på året
21/10-2008
Nu den der Glasvejsag …
” … de har billeder af, at han sidder og blander det hjemmelavede sprængstof TATP, mens han synger jihad-sange”
Hyggeligt.
Undercover optimisme
15/10-2008
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg aldrig har været en find lyset i dig selv/smil til verden og den smiler igen/danser på blomstereng med lavendel i hår/grib dagen kind of girl. Well, faktisk tror jeg, at jeg grundlæggende er en glasset er halvt fuldt pige, men jeg indrømmer det nødigt. Man har vel et image at pleje.
Anyway, forleden talte jeg med en veninde om nogle ting, der er sket i hendes liv, og så kom hun med de gyldne ord:
“Det kan altid blive værre. Så man kan lige så godt nyde det nu”
Så banalt og dog så elegant. Jeg er lidt irriteret over, at jeg ikke selv har tænkt på det noget før. Det er den perfekte leveregel: Positivitet forklædt som pessimisme!
Prøv den, den kan bruges til alt. I tell you.