Ikke flere hindbærsnitter til mig, tak

02. april, 2010

Har haft et par dages tiltrængt pause fra John. Sommmerhus, Vesterhav, en snert af forår.

Og indkøb i sommerlandets lokale Brugs.

Blev jagtet af gammel – og sandsynligvis senil – mand, der fortalte historier på vestjysk. Forstod intet og forsøgte derfor at undvige på høfligste vis (= smil, nik & løb), men hver gang jeg drejede om et hjørne, stod han der igen. Uncanny.

Til sidst undslipper jeg og finder med bankende hjerte og et panisk: “Vi skal væk herfra” husbonden i vinafdelingen. Opdager først alt for sent, at husbond er blevet Gammel Mands nye bedste ven (Gammel Mand er også Lille Mand og kan let skjule sig bag en palle papvin). Så god en ven, at han i samme øjeblik er ved at modtage invitation til Gammel Mands fødselsdag. Idet jeg modvilligt nærmer mig, tilføjer Gammel Mand (i øvrigt den første sætning jeg forstår): “Ta’ lillemor med”. Han holder en kort pause i den ellers fuldstændigt uforståelige talestrøm, giver mig elevatorblikket og kommer med en rettelse: “Storemor”, hvorefter han bryder sammen i et lårklaskende, tandløst latterbrøl. Faktisk finder han det så morsomt, at han er nødt til at gentage sig selv adskillige gange: “Storemor! Storemor! Storemor!”.

Ha. Ha. Ha.

Nu er jeg tilbage hvor gaderne er lyse om natten og ingen snakker med hinanden i supermarkedet. Begynder at få seriøse betænkeligheder ved nært forestående provinsliv.