Femtedagskonstateringer

6/08-2004

• Uret på væggen går præcist 2 minutter og 13 sekunder hurtigere end computeruret

• En tandrensning for en kat koster 865,- (det er bedøvelsen, der gør
udslaget)

• Det kan rent faktisk godt lade sig gøre at drikke kaffe uden sukker

• Julepynt i august er omtrent 11 gange så deprimerende som julepynt til jul

• Det _er_ muligt at blive stalket af et faxnummer

Sidste dag. Så er det auf wiedersehen og ud at smage på solen.

Unisex

5/08-2004

Unisex toiletter giver måske mening, hvis der er tale om stribevis af arkitekt-lækre båse, og hvis klientellet består af smækre, strømlinede mennesker, der primært benytter stedet til at sætte hår og udveksle kontorsladder.

Unisex toiletter virker ikke djævelsk trendy, hvis der er tale om ET toilet, der ikke er blevet brushet op siden engang i startfirserne, har en virker-kun-hver-anden-gang lås, og hvis klientel overvejende består af mandlige teknikere med slemt skidt sigteevne.

Jeg tror ikke den led. Særlig meget.

4/08-2004

Der er visse ting, jeg har svært ved at forstå. Vand, for eksempel. Vands massefylde, nærmere betegnet.

Indholdet af en halvliters vandflaske ser umiddelbart overskuelig ud. Derfor forekommer det mig højst besynderligt, at denne begrænsede mængde vand, i samme øjeblik den forlader flasken, udvikler sig til en sand tsunami.

I løbet af ganske få sekunder har vandmasserne spredt sig over en ganske uhyrlig mængde m2 kontorlandskab. Samtidig er det som om, der er tale om et varmesøgende reaktionsmønster af en art. Vandet synes især at tiltrækkes af ting med strøm i. Selvom flodbølgen skulle starte på en ganske jævn og bar overflade, kan man være helt sikker på, at den, inden man kan nå at sige “§!%¤?&!§”, har opsøgt samtlige tastaturer, printere og telefoner i lokalet.

Jeg er ikke fysiker. Der er ganske givet en logisk forklaring. Det er jeg overbevist om.

Ps: Giraffen er afgået ved druknedøden.

Hip hip …

3/08-2004

Dette er mit indlæg nummer 100 !!!

Jeg trutter en lille fanfare – inde i mit hoved … tror jeg skal holde lav profil, hvis Mission Giraf skal have nogen form for overlevelseschance.

Desuden harmonerer fanfaren ikke klassisk godt med Phil Collins (hvor længe skal man være ansat, før man har opbygget tilstrækkelig anciennitet til at skifte radiokanal?)

Stress og jag

2/08-2004

Idag er første og femtesidste dag på mit nye job.

Jeg har foreløbigt lært:
- At tage telefonen og sige “IT, det er [lilla]”
- At sige “Send en fejlmelding, så kigger vi på det”
- At stille telefoner om (dog, tilsyneladende, ikke til de rigtige mennesker)

Mål inden ugen er omme:
- At kunne navnene på de tre mennesker, jeg deler kontor med
- At medbringe eget sukker til kaffen
- At bygge en 1½ meter høj giraf ud af papirklips og post-its

Ambivalente fredagsfornemmelser

30/07-2004

Der er få steder i København, der som dette kan få mig til at glemme alt om sol, sommer og havegrill. Så snart jeg træder gennem den tunge svingdør, synes verden udenfor fjern og uvirkelig.

Jeg har tilbragt alt for meget tid derovre det sidste års tid – som pårørende såvel som patient. De lange, sterile gange og lyden af ukendte maskiners bippen genererer tristhed og skyldfølelse. En dårlig samvittighed over ikke at sætte større pris på, hvad jeg har, sniger sig sammen med den metalagtige lugt af sygdom ind på mig.

Jeg går altid derfra med løfter til mig selv. Banale løfter om ikke at tage noget for givet – og om at glædes over de små ting.
Jeg er blevet bedre til at holde løfterne.

Nu er det tid igen. Pudsigt nok på en af sommerens foreløbigt smukkeste dage. Jeg vil trække vejret dybt og suge duften af blomster, benzin og bekymringsfri byvarme langt ned i maven, før jeg går gennem svingdøren.

Meget mærkelig feature!

28/07-2004

Måske er det en indikator på, at man burde have sovet en time længere, når man med musen forsøger at klikke fluen på skærmen væk.

Overvågningssamfundet en realitet?

27/07-2004

Mænd i overalls har af uvisse grunde gravet fortorvet på min vej op. Intet usædvanligt i det. Det sker hver dag, landet over, uden årsag. De samme mænd har i to dage siddet i en kassevogn med nedrullede vinduer og spist smørrebrød, tilsyneladende uden nogen decideret plan med det opgravede fortorv. Heller ingen nyhedsværdi at hente der. Mænd i overalls kan lide smørrebrødsmadder – og de kan lide at sidde, ofte i ugevis.

Da jeg for tredje gang idag passerer bilen, slår en fæl tanke mig dog. Hvad nu hvis der ligger en skjult agenda bag hele scenariet? Hvad nu hvis disse mænd i virkeligheden har andre og større mål end at bøvse højlydt, tømme askebægeret ud af vinduet og råbe ”Hey dame!” efter alle forbipasserende hunkønsvæsener?

Tænk over det … hvor smart ville det ikke være. Vi er gennem årtier blevet lullet ind i en stiltiende accept af, at alt, hvad der har med mænd i overalls og kassebiler at gøre, ingen mening giver. Det virker fuldkommen normalt og på ingen måde alarmerende, at de hele dagen sidder uden synlige mål med deres sidden.

Skulle man realisere overvågningssamfundet, ville det næsten være tåbeligt at investere i dyre tekniske systemer, når man nu har disse uudnyttede ressourcer lige ved hånden. Et nationalt – ja, internationalt – netværk af observatører til at registrere alt, hvad man måtte ønske at registrere. De sidder der alligevel. Folk er tilsyneladende trygge ved deres tilstedeværelse. Det er jo næsten for oplagt.

Ja, jeg synes da lige jeg ville nævne det …

Heh?

26/07-2004

Hvidt tøj + hvidt tøj + vaskepulver
= lyserødt tøj

Tilsyneladende.

Min vaskemaskine har en syg, syg humor.

Note to self #4

25/07-2004

Næste gang nogen siger: ”Hør, er der ikke noget med, at antibiotika og alkohol ikke er en særlig heldig sammenblanding”, svarer du
IKKE: ”mjøh … måske … Skål”