Min mormor

07. marts, 2008

I morgen er det Kvindernes Internationale Kampdag. Og min mormors fødselsdag.

Jeg tror aldrig helt, min mormor har forstået det der feminisme. Ikke at hun er imod det. I min mormors verden får folk vist mere eller mindre lov at gøre hvad de vil. Så længe der er kaffe kl. 14:30.

Men hun er sej. Min mormor. Der var aldrig nogen af de andres mormødre, der gad at spille badminton i haven eller bygge huler under spisebordet. Der var heller ikke nogen af de andres mormødre, der konsekvent løb op af alle trapper eller blev oppe hele natten for at se boksning i fjernsynet.

Min morfar udtalte engang: “Hun er kemisk renset for logisk sans”, og det er faktisk en temmelig præcis beskrivelse. Hun kan være ualmindelig svær at følge; hendes retningsbeskrivelser er mildest talt uforståelige, og i løbet af en samtale kan hun springe mellem fem forskellige emner på mindre end 20 sekunder.

Hun snakker stadig om gamle mennesker som “de andre”. I morgen bliver hun 88. Ofte har hun mere energi end mig. Det er muligt, at kvindekampen er gået hen over hovedet på hende, men hun er en af de mest benhårde kvinder, jeg kender.

Og i morgen skal vi have kaffe kl. 14:30.

Metrotid

06. marts, 2008

Jeg tror de snyder med tiden på tavlerne i metroen. 3 minutter i metrotid svarer til 5 minutter i den virkelige verden. Ca.

Jeg synes at min teori bekræftes af, at der ikke er nogen ure i metroen. Det lugter.

Næste gang tager jeg et stopur med. Så skal der beviser på bordet.

Onsdagsbekendelse

05. marts, 2008

Det nye hjem har elevator. Elevatoren har et spejl.

Når jeg kører i elevator, øver jeg mig altid i at skære ansigter. Og tjekker om der er nogen, der har sat kameraer op siden sidst.

Trine, 32 år.