Stenen
09. marts, 2005
Hmm … Det må sgu da være meta.
Og det, at jeg så skriver om det, må vel så være dobbelt-meta. Nogen der er klar på en triple?
Ps: Og er det her indlæg i virkeligheden med til at spolere konceptet? Og er vi så ude i noget negativ meta?
Fredag aften på Østerbro
04. marts, 2005
Det skulle jo bare være en hyggelig aften med laks og hvidvin.
Meget voksent.
Lidt for voksent … tilsyneladende …
PS: Undskyld Østerbro
Solskinssne
03. marts, 2005
“Ja, hvad skal man gøre med sådan nogle bukseben”, siger hun smilende, mens vi står og venter på, at der bliver grønt. Som en naturlig fortsættelse af den samtale, der aldrig har fundet sted.
“Man går jo og falder i dem”. Hun griner på den der klukkende, umiddelbare måde, som man oplever hos en 7-årig. Jeg vil skyde hende til at være midt i fyrrene.
“Enten er de for korte, eller også er de for lange. Jeg har prøvet at stoppe dem ned i støvlerne, men de ville altså ikke være der”
Et lille virvar af små dukker i forskellige farver svinger fra hendes røde rygsæk, da hun går over fodgængerfeltet. Hun træder kun på de hvide striber.
Jeg smiler. Blikket følger dukkerne, indtil de forsvinder rundt om hjørnet.
Hvor gør man da egentlig livet unødigt svært for sig selv nogle gange.
It’s alive
Bloggen er genopstanden. I ny og finpudset form.
Det er pudsigt egentlig … Jeg kan næppe beskyldes for at have sprøjtet indlæg ud de sidste måneder. Derfor burde bloggens midlertidige utilnærmelighed i virkeligheden heller ikke have påvirket mig synderligt. Men det gjorde den faktisk.
Sådan er det med mange ting, nu jeg tænker over det. Det er muligt, man ikke har tænkt sig at udnytte det, men man vil fandengalemig have muligheden – samt, selvfølgelig, retten til at brokke sig over det uoverskuelige i alle disse valgmuligheder.
Der var vist nogen, der sagde fristilsgeneration på et tidspunkt. Et privilegium og en forbandelse.