Hun får for lidt
31. marts, 2005
Frøkenen snakker om drenge og piger. Hun har af hankønsvæsener fået bekræftet at:
“9 ud af 10 mænd siger ja tak til en omgang, hvis de er i byen og der kommer en kvinde hen og spør’ om de vil med hjem”.
Jeg hørte forleden om en veninde af en veninde, efter sigende meget smuk, der er forholdsvis direkte i sin fremfærd. Hun har for vane at skride op til en fyr og sige noget i retning af: “Ok, jeg synes du er enormt lækker. Hvad siger du til, at vi tager hjem til mig? Helt uforpligtende”.
A dream come true. Skulle man tro.
Men nej. Drengene kan ikke komme hurtigt nok væk. En sådan attitude er tilsyneladende enten gevaldig skræmmende eller blot temmelig turn off’ish. Hun får intet. Nada.
Så drenge, når I siger, at I vil springe på uden betænkningstid … taler I så af erfaring?
Der er noget, der ikke hænger sammen.
Mvh
tante lilla
Dybdeborende journalist
Taxa
25. marts, 2005
… og jeg spørger om der har været meget at lave i aften og han svarer at det har ikke været så galt faktisk har det været lige tilpas med ture men man ved jo aldrig måske kommer der pludselig et ryk
… og han fortæller om sine rejser til Bolivia og om sin ekskæreste og om sammenhængene mellem skovrydning og krybdyr og at han har opdaget en helt ny species som endnu ikke er navngivet og jeg tænker på om han får lov at navngive den efter sin ekskæreste men jeg spørger ikke
… og han fortsætter med at fortælle om en tur han havde til Odense hvor kunden klokken 4 om morgenen skulle over og se sin søn spille volleyball og mens kunden var faldet i søvn på bagsædet stoppede han bilen midt på Storebæltsbroen og tog et billede af solopgangen og han havde aldrig oplevet så smuk en morgen
… og jeg ruller vinduet ned og indånder nattebyluften og selvom København har pakket sig ind i en kæmpe lyddæmpende sky af husblas kan jeg mærke at foråret er på vej
Stærkt budskab
20. marts, 2005
Jeg sidder i en taxa lørdag aften. Vi kører langs Søerne. Neonreklamerne suser forbi på den anden side af vandet. Nokia-skiltet blinker. Der mangler et k.
Noia – Connecting People
Foruroligende.
Update: Angermann henviser til billeddokumentation
MSN samtale med brormand
18. marts, 2005
Brormand says:
Havde forresten lidt optur over brevet fra Københavns Energi
lilla says:
So?
Brormand says:
“Med venlig hilsen Erik Keis: GASCHEF”
Brormand says:
Det må da være helt fantastisk at være gaschef. Han bestemmer over al gas!
Brormand says:
Hvis én f.eks siger: “Det er bare gas”, kan han sige: “Hey jeg er chef, og jeg siger det IKKE er gas”
Brormand says:
Hvilken magt
Brormand says:
Når jeg bliver stor, vil jeg være gaschef
Hverdagens helte
17. marts, 2005
Københavns Brandvæsen har døgnrapporter. Spændende læsning. Her et lille udpluk fra den sidste måneds tid:
19/2 – 2005
14:34 Dyreredning
Dronning Louises Bro
Svane som havde viklet sig ind i en snor. Frigjort og indfanget svane vha gummibåd og net.
11/3 – 2005
07:45 Eftersyn
Sortedam Dossering
Eftersyn for røglugt. Svag lugt af mad der var brændt på, men ingen beboere ville kendes ved madlavningen.
14/3 – 2005
15:04 Røg fra kælder
Tølløsevej
Glemt gryde over tændt komfur. Gryde afkælet i sneen. Foretaget udluftning.
Ps: Argh, de gryder. De er så satans kælne.
Klynk ynk
16. marts, 2005
Selvmedlidenhed er svært belastende. Jeg synes, det er enormt synd for mig, at jeg skal trækkes med det.
Forresten
15. marts, 2005
Nu jeg alligevel er igang med overspringshandlingerne …
Ordet ta’tøj. Hvad mener vi om det?
Har du hørt det? Har du brugt det? Og hvor i landet kommer du fra?
(jeg har grund til at tro, at det er regionalt betinget)
Hjulmand Jørgensen
14. marts, 2005
Min mormor er lige fyldt 85. Af og til overrasker hun. Som fx i weekenden, hvor hun halvvejs gennem hovedretten fortalte, at vi har en forfader, der – udover at være landsforrædder – havnede på en pengeseddel.
Min mormors familie stammer fra Sønderjylland. Hendes tip … (der er lidt usikkerhed omkring antallet af tip’er) oldefar var dansksindet tysker.
Ingen i familien har helt styr på detaljerne, men under en-eller-anden-krig var tysken efter Hjulmand Jørgensen. Vores helt kravlede op gennem sin skorsten og kastede herfra sten ned i hovedet på de tyske soldater.
Han blev erklæret landsforrædder i Tyskland men ophøjet til helt i Danmark – hvorefter de smed ham på en sønderjysk pengeseddel.
Min bror og jeg er henrykte over historien. Der har indtil nu været en markant mangel på helte i vores familie.
Bemærk hvordan vores helt nederst til venstre er afbilledet i aktion.
Jeg er sgu da ligeglad hvad de andre siger!
10. marts, 2005
Min computer siger, det er den 8. februar idag.
Kigger man ud af vinduet, kan man egentlig ikke bebrejde den.