Ambivalente fredagsfornemmelser
30. juli, 2004
Der er få steder i København, der som dette kan få mig til at glemme alt om sol, sommer og havegrill. Så snart jeg træder gennem den tunge svingdør, synes verden udenfor fjern og uvirkelig.
Jeg har tilbragt alt for meget tid derovre det sidste års tid – som pårørende såvel som patient. De lange, sterile gange og lyden af ukendte maskiners bippen genererer tristhed og skyldfølelse. En dårlig samvittighed over ikke at sætte større pris på, hvad jeg har, sniger sig sammen med den metalagtige lugt af sygdom ind på mig.
Jeg går altid derfra med løfter til mig selv. Banale løfter om ikke at tage noget for givet – og om at glædes over de små ting.
Jeg er blevet bedre til at holde løfterne.
Nu er det tid igen. Pudsigt nok på en af sommerens foreløbigt smukkeste dage. Jeg vil trække vejret dybt og suge duften af blomster, benzin og bekymringsfri byvarme langt ned i maven, før jeg går gennem svingdøren.
Meget mærkelig feature!
28. juli, 2004
Måske er det en indikator på, at man burde have sovet en time længere, når man med musen forsøger at klikke fluen på skærmen væk.
Overvågningssamfundet en realitet?
27. juli, 2004
Mænd i overalls har af uvisse grunde gravet fortorvet på min vej op. Intet usædvanligt i det. Det sker hver dag, landet over, uden årsag. De samme mænd har i to dage siddet i en kassevogn med nedrullede vinduer og spist smørrebrød, tilsyneladende uden nogen decideret plan med det opgravede fortorv. Heller ingen nyhedsværdi at hente der. Mænd i overalls kan lide smørrebrødsmadder – og de kan lide at sidde, ofte i ugevis.
Da jeg for tredje gang idag passerer bilen, slår en fæl tanke mig dog. Hvad nu hvis der ligger en skjult agenda bag hele scenariet? Hvad nu hvis disse mænd i virkeligheden har andre og større mål end at bøvse højlydt, tømme askebægeret ud af vinduet og råbe ”Hey dame!” efter alle forbipasserende hunkønsvæsener?
Tænk over det … hvor smart ville det ikke være. Vi er gennem årtier blevet lullet ind i en stiltiende accept af, at alt, hvad der har med mænd i overalls og kassebiler at gøre, ingen mening giver. Det virker fuldkommen normalt og på ingen måde alarmerende, at de hele dagen sidder uden synlige mål med deres sidden.
Skulle man realisere overvågningssamfundet, ville det næsten være tåbeligt at investere i dyre tekniske systemer, når man nu har disse uudnyttede ressourcer lige ved hånden. Et nationalt – ja, internationalt – netværk af observatører til at registrere alt, hvad man måtte ønske at registrere. De sidder der alligevel. Folk er tilsyneladende trygge ved deres tilstedeværelse. Det er jo næsten for oplagt.
Ja, jeg synes da lige jeg ville nævne det …
Heh?
26. juli, 2004
Hvidt tøj + hvidt tøj + vaskepulver
= lyserødt tøj
Tilsyneladende.
Min vaskemaskine har en syg, syg humor.
Note to self #4
25. juli, 2004
Næste gang nogen siger: ”Hør, er der ikke noget med, at antibiotika og alkohol ikke er en særlig heldig sammenblanding”, svarer du
IKKE: ”mjøh … måske … Skål”
Brev
23. juli, 2004
Kære VVS-mand,
Jeg ved, at du er en travl mand. Der er rør, der skal ses på. Der er frokost, der skal spises. Der er øl, der skal drikkes. Især på en fredag. Og jeg ved, at det kan være svært at bevare overblikket i en stresset hverdag.
Derfor er jeg heller ikke sur over, at du beslutter dig for at lukke for vandet – ALT VANDET – uden så meget som at varsle det på en post-it.
Joh, jeg indrømmer da gerne, at det er en anelse ubelejligt for mig, da jeg netop er hjemvendt fra en løbetur. Men det skal du ikke tænke på.
Det er måske også en kende generende ikke at have nogen idé WHATSOEVER om, hvornår man kan forvente at komme i bad. Men det må du ikke lade dig stresse af. Endelig ikke. Spis du bare din frokost. Drik din øl. Hey, tag resten af dagen fri. Jeg venter bare til mandag, så.
For jeg skal ikke brokke mig. I må i forvejen høre så meget. Alle disse fordomme om håndværkere. Helt uberettiget.
God weekend og varme tanker herfra,
/tante lilla
PS: Pøh!
Bybillede #2
22. juli, 2004
Kun i postdistrikt 2200 ser man en hund, hvis krigsskader er lappet sammen med gaffatape.
Ejeren så stolt ud. På den nørrebro’ske måde.
Ah, well …
21. juli, 2004
• Tager mig, efter snart 3 års grundig overvejelse, sammen til at lave digital backup af en art. Går i stå, da jeg ikke kan få plastikken af cd-rommen.
• Overvejer at aktivere det nyligt ankomne dankort, men finder ud af, at jeg skal skrive under på bagsiden. Kan ikke finde en kuglepen, der virker.
• Beslutter mig for at afkalke elkoger. Slår hovedet mod bordpladen i forsøget på at finde afkalkningsmiddel.
Projekt bliv-voksen er udsat på ubestemt tid.
Tid
20. juli, 2004
Jeg sidder og slår mig selv i panden med en grøn lighter og undrer på, hvorfor det materiale, tiden er lavet af, varierer fra person til person.
Har tilbragt dagen i selskab med et menneske, hvis tid er lavet af byggeklodser. Klodserne synliggøres af skemaer, kalendere og lister. Hun har helt styr på, hvad hun skal om 34 dage og 7 timer – og hvor længe det varer.
Min tid er lavet af et udefinerbart stretch-materiale. Det kan være svært at vurdere, hvor langt man er i forhold til hvad – og alt for nemt at udskyde, hvad udskydes kan. I skrivende stund er der i hvert fald tre opgaver, jeg burde tage fat på. Men tiden går. Eller står stille. Alt efter hvordan man anskuer det. Og jeg får lyst til at sparke mig selv hårdt bagi, men vurderer at det er mere overskueligt at slå sig selv i hovedet med en lighter.
På den anden side giver stretch-materiale plads til at tænke tanker, der ikke helt giver nogen mening. Og til at skrive sorte indlæg om byggematerialer.
Desuden synes et liv i punktform heller ikke voldsomt tiltalende. Egentlig.
Morgenløbetur ved havnen
16. juli, 2004
• Kvinden hiver sin mand i armen, så jeg kan komme forbi. ”Achtung, Hansi!”, hvæser hun af ham.
• Fyren i den flaskegrønne sovepose virker ganske upåvirket af, at trafikken på den 4-sporede vej brøler om ørene på ham. Solen varmer hans ansigt.
• Det japanske par stopper mig for at spørge om vej til centrum. Jeg peger. De går i den modsatte retning.
København dufter næsten af sommer idag.