Svømmehallen
5/09-2008
I omklædningsrummet, i morges, demonstrerede og forklarede en ældre dame mig energisk principperne bag Kaptajn Jespersen Gymnastikskole:
“Arme STRÆK. Ben STRÆK …”
Det bliver en god dag.
Skramlebiler
2/09-2008
Nu har jeg købt mig en flickr pro konto. Det skal dælme udnyttes.
(det er bestemt ikke for sent at få nye hobbies som 32-årig)
Gennemsnitlig
30/08-2008
Netop hjemvendt fra ferie.
Nedtur:
Affaldsskakten er stoppet. Igen.
Optur:
Genboerne har pillet deres enerverende vindspil ned. Oh stille jubel.
Humørbalancen genetableret og tunet ind på hverdag.
Så er der service!
8/08-2008
Jeg besøgte i går en, her unavngivet, café på Vesterbro. Vi sad i nærheden af baren og kunne derfor følge tjenerens håndtering af et par piger, der kom op for at klage over deres mad. Jeg fangede ikke helt hvad klagen gik på, men hørte til gengæld følgende sætninger komme ud af tjenerens mund (mit gæt er, at han var omkring 12 år):
“Det ved jeg ikke noget om, jeg arbejder her bare”
“Han siger altså, at han har lavet den som han plejer”
“Nåmen jeg kan bare sige, at der ikke står noget på kortet, som er ikke er på tallerkenen”
Vi valgte at indtage vores aftensmad et andet sted. Men jeg er jo også bare en sur gammel kone.
Elefantanlæg schmelefantanlæg
7/08-2008
Jeg var i Zoo i går. For en lille pige var turens højdepunkt tilsyneladende det indendørs abebur. Aberne var ude at lege, mens en dyrepasser mugede ud i buret.
“Se Mor! Et menneske!!!”
Dagens Amagerobservation
29/07-2008
Ung mor med barnevogn i Rema lægger kl. 9:07 følgende ting på båndet:
- Tre pilsnere
- En Faxe Kondi
- En pose chips
God tirsdag.
Madmanifesten
19/07-2008
Nu er jeg jo flyttet til Amager. Og Amager er ikke Nørrebro, hvad angår caféliv (eller så meget andet, for den sags skyld. Ikke at det udelukkende er en skidt ting). Derfor synes jeg også, at man bør gøre et nummer ud af det, når nogen kommer på banen med et godt initiativ. Så det vil jeg gøre. Her.
I tirsdags åbnede Madmanifesten i Tyrolsgade 6. Det er en café/restaurant med gode ting på menukortet (selvom der ikke skiltes med det, er alt økologisk). Det er måske en tand dyrere end gennemsnitlig cafémad, men kvalitetsmæssigt ligger det bestemt også over gennemsnittet.
Dagens fisk
Der er en hyggelig stemning og en superflink betjening. Desuden er der et legerum, hvor man kan sparke sine børn ind, hvis man skulle have fået medbragt sådan nogen.
Anyway, hvis du af en eller anden grund skulle få dig forvildet over broen (eller måske ligefrem bor på solskinsøen), så er Madmanifesten klart et besøg værd. Og også to. Afsted med jer!
Pink trash
6/07-2008
Vi har her i ejendommen haft lidt problemer med tilstoppede affaldsskakter (som ellers er en velsignelse på niveau med elevator og opvaskemaskine).
Min nabo forsøgte således forleden at forklare den nyindflyttede canadier på tredje, at det ikke duer at kyle papkasser mv i skakten. Hun henviste til ugen før, hvor noget indpakning til et fjernsyn havde sat sig fast:
“Last week something got stuck … it was … ehm … flamingo”
Hvortil canadieren udbrød et forfærdet og højlydt:
“OH MY GOD!”
Billederne vil slet ikke slippe, og jeg bliver en lille smule glad i min mave, hver gang jeg går ud med affald.
Nu kan det åbenbart også ses
29/06-2008
“Nå, så går de gamle hjem”
… sagde fyren til mig, da vi passerede ham på vej ud af caféen kl. 23:10. Efter tre danskvand tilsat let brok over lugtende toiletter, hvinende tøsebørn og alt for høj musik.
Jeg kunne kun give ham ret.
Suk.
Reboot citat
26/06-2008
Jeg har aldrig forstået MySpace. Jeg bliver decideret trist over ting, der er så gennemførte grimme. Andy Budd kastede i dag lidt lys over den motivation, der kan ligge bag brugen:
“Have you ever seen a 12-year-old’s bedroom? Looks like MySpace”