Efterlysning

4/03-2004

Jeg erhvervede for nyligt et udendørs-termometer. Det er jo ikke nok at føle det er koldt – man må have håndgribelige beviser! Det er af typen, der skal monteres på ydersiden af vinduet, men eftersom jeg just har fået spritnye termoruder, nænnede jeg ikke at bore i de jomfruelige, flaskegrønne rammer (og så har viceværten desuden sagt jeg ikke må).

Derfor blev det alternative gør-det-selv-gen taget i brug og tanten udrettede mirakler med gaffatapen. Det holdt knap en uge (mirakler har det tilsyneladende anstrengt med det danske klima), og jeg opdagede her til morgen, at skidtet var faldet ned. Nå ja, tænker tanten, intet varer evigt, så må jeg jo bare futte ned og hente det. Men ingen spor af termometeret. Væk var det!

Nu er det så jeg tænker… Enten er der nogen, der på bestialsk vis har stjålet min humørmåler, eller også…(kan det tænkes?)… er termometer inklusiv 1½ meter gaffatape blevet grebet af vinden, har svævet lidt rundt på må og få, før det har udset sig en anden og mere tiltalende flade.

Derfor en opfordring til folket: Skulle I på jeres vej rundt i det danske land (muligvis også Malmø, har ikke helt styr på vindretningen) gribe jer selv i at tænke:

1. ”Det var da alligevel et højst besynderligt sted at placere et termometer” (og/eller)
2. ”Det var liggodt pokkers så meget gaffatape der dér kom flyvende”,

tager jeg gerne mod oplysninger, der kan bringe mig nærmere en opklaring af mysteriet og bringe min nyanskaffelse tilbage på rette plads.

En skabsbloggers død

3/03-2004

Nye, fine, hvide sider. Et helt domæne til min rådighed. Det burde så sandelig motivere skrivelysten. Og dog fornemmer jeg en mindre lammelse i fingerspidserne.

Hvordan var det lige jeg havnede her? Det var slet ikke meningen. Jeg skulle jo bare lige prøve det der blogspot-stads en uge eller to. Bare for sjov. Jeg er jo i virkeligheden ikke andet end en skabsblogger. Men springer man ikke ud, når man køber eget domæne? Og er jeg overhovedet klar til det? Er jeg parat til de krav, der følger med?

Nye, blanke sider opfordrer jo til interessante og velskrevne indlæg af høj kvalitet. Og her får jeg ærlig talt lidt præstationsangst. Der var ikke meget på discountudgaven, der opfordrede til noget som helst – hvilket jeg, nu jeg tænker over det, egentlig havde det ganske fint med. Domænenavnet skræmmer mig lidt. Ting som disse mindsker ikke just presset.

Well, måske jeg bare skal lade være at tænke alt for meget over det og gemme eventuelle forventninger og ambitioner væk indtil der er blevet fyldt lidt mere på væggene. Dette indlæg er jo et glimrende eksempel på, at det sagtens kan lade sig gøre at skrive indlæg uden at have noget at skrive om…

Så tillad mig at springe ud:
Jeg hedder tante lilla og jeg er blogger.

Housewarming

2/03-2004

Velkommen, velkommen. Træd blot nærmere. Der er klapstole i hjørnet og punch i bowlen. Tale? Jow, et par enkelte ord skal der vel til…hrmrmmm…

I had a dream. Drømmen blev hurtigt skudt i sænk. Sådan er livet; drømme smuldrer og håb brister. I dette tilfælde var det nok mest af alt et spørgsmål om absurd overvurdering af egne evner. Jeg lagde ud med en knap så gennemtænkt plan om at kode skidtet fra scratch – hvor svært kan det være!?

Jeg erkendte dog hurtigt, at hvis sitet skulle op at køre på denne side af jul, måtte ambitionsniveauet sænkes betydeligt (alt andet ville være spild af gode domænepenge). Så det endte med lidt småjustering histen og pisten. Koden er ikke køn, men den er der.

En stor tak skal lyde til ham her, der har udvist tæt på umenneskelig tålmodighed og diplomati. Jeg skylder øl. Og mere end en.

Hvorom alting er, skal I endelig ikke holde jer tilbage for at komme med kritik og gode råd – med mindre det er direkte umuligt at se siden, vil der med al sandsynlighed ikke blive lyttet til dem foreløbigt.

Lad propperne springe!