…
15/03-2004
Det er omtrent to timer siden, jeg gik i seng. De sidste par timer er gået med at:
- Stirre op i loftet
- Høre mig selv i 8-tabellen
- Tromme “There’s no Business like Showbusiness” på mit maveskind 7 gange i streg
- Overveje hvorfor gelænderet på rulletrapper altid kører hurtigere end trappen
- Regne på hvor mange SU-klip jeg har tilbage
- Quizze mig selv i varigheden af intervallerne mellem overboens snorken
- Repetere reglerne for ‘Jeg melder krig mod’
- …
Det her kommer der jo aldrig en normal døgnrytme ud af.
Mere beer end blog
14/03-2004
Ordene klarer de andre så ganske flot.
Mit tastatur larmer for meget.
Tak for sidst allesammen. Det var en fornøjelse!
Ps: Min skrivestil signalerer tilsyneladende lille, mørk, bred kvinde. Evt. med afrohår. Jeg sidder lige nu og forsøger at gennemskue hvor i indlæggene det går galt…
Dobbeltliv
12/03-2004
Jeg lever tilsyneladende to sideløbende liv for tiden. Udover det ganske velkendte af slagsen har jeg også eet, hvor jeg bor på et kollegieagtigt sted i Norge (sjovt nok sammen med stort set alle jeg kender), går i skole på skiftehold (det er lorten at have nattevagten) og har en ræv og en kanin som kæledyr. Det kan af og til være lidt forvirrende at have to liv. Man kan godt rode dem en anelse sammen nogle gange. Eksempelvis undrede jeg mig i nat lidt over, at jeg allerede var gået i seng een gang.
Mit liv i Norge har været en natlig tilbagevendende føjeton de sidste par uger. Hvis man endelig skal have en indre soap kørende, hvorfor fa’en kan den så ikke foregå et mere eksotisk sted!? Der er sgu ikke meget Freud over Norge.
Siden sidst
10/03-2004
Sidste forår holdt min gamle folkeskoleklasse noget reunion-slabberas. Nu har jeg lige modtaget en ”Ja, så er det snart et år siden vi sidst sås. Skriv og fortæl om, hvad der er sket det sidste års tid” mail…
Hip. Hip. Hurra.
Jeg leger lidt med tanken om at rundsende følgende svar:
I juni bestod jeg alle mine eksaminer med 13-tal.
I juli rejste jeg til Sicilien, giftede mig med en mafioso-boss og flyttede til hans sommerresidens på Trinidad.
I august blev han skudt af en vildfaren og sindsforvirret spejderleder, og jeg rejste til L.A. med en stor kuffert sorte penge. Her kom jeg ud i et massivt stofmisbrug.
September og oktober er slørede.
I november blev jeg indlagt på Betty Ford, hvor jeg netværkede som bare fanden.
I december rejste jeg til Indien, hvor jeg med hjælp fra en gammel transseksuel tibetaner fandt kilden til evigt liv.
I januar blev jeg castet til en rolle i Tarantinos nye film (premiere til efteråret).
I februar opfandt jeg formlen, der forvandler Fun-saftevand (jordbærsmag) til olie, hvilket formodentlig sikrer mig økonomisk resten af livet (pænt lang tid, min udødelighed taget i betragtning).
Ellers ikke det store. Håber I har det godt.
Det virker på en eller anden måde lidt mere interessant end sandheden, der ikke indeholder meget andet end sygdom og ekstrem kedsomhed.
Shhh…
9/03-2004
Det var da verden pludselig åbnede sig og man med ét opdagede en hidtil hemmeligholdt del af livet. Det var da alkoholens magi (og djævelskab) viste sig. Det var da man hostede sig igennem de første smøger. Det var da man opdagede det andet køn. Det var da man på én gang følte sig mere voksen end man nogensinde siden vil komme til og mere sårbar end på noget tidspunkt før. Det var da man klokken-overhovedet-ikke-i-overensstemmelse-med-aftalen lettere usikker på benene listede nøglen i låsen.
Man vidste præcis hvor meget skabet i gangen kunne åbnes, før det højlydte klik bragede gennem det lydløse hus. Man kendte hvert et trin på trappen og vidste, at man ved 5. trin nedefra skulle træde i venstre side for at undgå larmende knirken. At komme ind på værelset var lidt tricky. Den første meter gulvbrædder knagede gevaldigt, men efterhånden mestrede man kunsten at tage et meget stort og dog lydløst skridt henover forhindringen. Lettere euforisk over egen genialitet kom man så i tanke om tandbørstningen. Sporene fra røg og alhohol måtte udryddes.
Dreje meget forsigtigt på hanen. Forsigtigt løfte remedierne op fra tandkruset. Og her omkring var det så, at det af en eller anden grund altid gik galt. *SLAM* *BONK* *DONK* *DING*. Lyden af tandbørste og/eller tandkrus, der rammer bunden af et badekar for derefter på lystig vis at hoppe rundt – tilsyneladende i et forsøg på at afdække samtlige cm2 af det store porcelænshelvede. Slaget var på alle måder tabt.
Måske var det lettelsen over at have klaret det så langt så lydløst. Måske var det alkoholens virkning, der ikke længere kunne undertrykkes. Dog hælder jeg mest til den teori, at det skyldes en lokal og ondsindet badeværelsesånd. Det viser sig nemlig, at jeg ikke var ene om disse gentagne nederlag. Ned til mindste detalje har min bror adskillige gange gennemlevet samme scenarie.
Brugervenlig overtro
8/03-2004
Let knugen i maven. Pulsen en anelse i vejret. Tanken om de dér ting, der ligger og venter, men som man på ingen måde har lyst til at konfrontere. At få ringet til tandlægen, der nu har sendt adskillige pangfarvede postkort. At åbne den stak af rudekuverter, der har hobet sig op på spisebordet. At opsøge sandheden om saldoen. At foretage det dér ubehagelige telefonopkald…
Heldigvis ved alle jo, at den slags ting ikke må udføres, i fald man ser en rød bil køre forbi vinduet. Eller en 60w pære springer. Eller hvis d. 8. falder på en mandag. Eller hvis p3 spiller Tim Christensen…
Når musikken er lav
7/03-2004
Lørdag aften. Et sted på Nørrebro.
Hun: Hvor skal vi tage hen og spise?
Han: Det ved jeg ikke. Hvad kan du lide?
Hun: Jamen, jeg spiser ikke så meget kød … Jeg kan godt lide pasta
[pause]
Hun: Det er mærkeligt med sådan nogle blind dates, ik?
Han: Jo
[pause]
Hun: Vi kunne også bare tage en pizza
Han: Tjoh
Hun: Hjemme hos dig…
[pause]
Hun: Det er ikke så tit, at en pige, to timer efter I har mødtes, spørger om I skal tage hjem til dig, vel?
Han: Nej
[pause]
Hun: Skal vi gå?
Tæt omslyngede forlader de etablissementet. Inden han går ud af døren, vender han sig om og smiler stort til mig. En glad mand.
Det bryder jo lissom isen
6/03-2004
Jeg kan ligeså godt sige det, som det er. Jeg har et umådelig anstrengt forhold til festlege.
Faktisk har jeg det ret skidt med spil af enhver art (når man lige ser bort fra geografiske nødvendigheder såsom en uge i en norsk fjeldhytte med UNO og Røvhul samt en improviseret ferie i Nordjylland med obligatorisk rafling til følge).
Desværre er flere folk i min omgangskreds temmelig pjattede med den slags, hvilket betyder, at jeg efterhånden har fået opbygget et ganske pænt sortiment af undvigemanøvrer på feltet. Det er helt utroligt så entusiastiske og vedholdende nogle mennesker kan blive, så snart én har udtalt de fatale ord: ”Skal vi ikke spille et spil?”
Spillene er dog én ting. Festlegene befinder sig i en helt anden og langt mere angstfremkaldende liga. Nu ligger landet imidlertid således, at jeg (meget mod min vilje) er havnet i rollen som medarrangør af en sådan ’event’, og eftersom jeg har gjort alt menneskeligt muligt for at fortrænge grimme scenarier fra alle de tåkrummende pinlige festlege, jeg i tidens løb har været udsat for, er jeg fuldstændig blank. Jeg har simpelthen ingen idé om, hvordan man griber en sådan opgave an. Rammer jeg helt ved siden af, hvis jeg siger, at der helst skal være noget med nogle balloner, noget dobbeltsidet tape og en hat?
Så kan hun lære det
5/03-2004
En af fordelene ved ikke at have drukkket alhohol i næsten et halvt år er, at der ikke skal så meget til…
En af ulemperne ved ikke at have drukkket alhohol i næsten et halvt år er, at der ikke skal så meget til…
Det er vel et spørgsmål om perspektiv. I skrivende stund vejer ulemperne unægteligt tungest.