Sød tøs, lev vel, fed ged
1/12-2004
Under en oprydning i kælderen stødte min mor på min gamle poesi- og venindebog.
I 1987 var det tilsyneladende ret hipt at efterstræbe en karriere som frisør, postansat eller “dasejner”.
På den musikalske side var bands som “Jiuritmicks” og “Von Tu” temmelig populære.
Desuden strakte ønskerne for fremtiden sig lige fra: “Undgå krig og vold, jeg vil leve i lang tid” til “Søde flotte drenge”.
Og så var der poesien:
“Når du ser på denne klat så tænk på den der har den sat. Til minde om Kathrine næsten 12 år. P.S. undskyld skriften jeg sidder ret dårligt”
Det er denne generation, der nu skal til at tage stilling til pensionsordninger og obligationslån. Det kan på mere end een måde sætte nogle tanker igang.
Public Service: Sproglige tricks #1
26/11-2004
Bliver man stillet et spørgsmål, man helst vil undgå at besvare, kan man med fordel gentage spørgsmålet – og blot lægge trykket lidt anderledes (gerne på et enkelt, irrelevant ord).
Ex:
“Har du taget opvasken?”
svar: “_Har_ jeg taget opvasken!!!!?”
“Hvad tid regner du med at være her?”
svar: “Hvad tid regner _jeg_ med at være der!!!?”
“Hvorfor står der en havenisse i køleskabet?”
svar: “Hvorfor _står_ der en havenisse i køleskabet!!!?”
Strategien er ikke skudsikker, men som regel kan man om ikke andet købe sig lidt tid, da den oftest vil skabe forvirring hos modparten. I bedste fald udløses trættende diskussioner, der helt får modparten til at glemme udgangspunktet.
Nu med billeder
23/11-2004
Livets ironi bider i disse dage. So what’s a girl to do? Hun køber sig til en lille bid lykke, selvfølgelig. Det overfladiske er stærkt undervurderet. Som man siger.
Så tanten har sgu begavet sig selv med en ny telefon. Den er fin – og så kan den tage billeder. Fremover vil jeg formodentlig være en af den slags mennesker, der poster ligegyldige og uskarpe fotos, som ingen har nogen form for interesse i. Fordi jeg kan.
What’s wrong with this picture?
11/11-2004
Når …
1) ens drømme omhandler arbejde, deadlines og indkøb
2) man ved højlys dag pludselig befinder sig midt i et surrealistisk inferno af politiblink, afrikanske trommerytmer og Saddam Hussein look-a-likes, der blinker til én
… så kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt nogen har byttet om på noget et eller andet sted …
Lyden af november
9/11-2004
Hvis jeg vidste noget om matematik, ville jeg hive nogle vanvittig komplekse ligninger frem og snakke en masse om nogle ukendte …
Men jeg er sproglig, så jeg holder bare min mund. Og kigger på det sidste blad, der stædigt klynger sig til træet udenfor mit vindue og nægter at acceptere efteråret.
Grounded
29/10-2004
Sørme da heldigt at man ikke bærer uniform. Eller har et digitalkamera. Eller en ‘netdagbog’, for den sags skyld
Kære Magrethe og Jacob
28/10-2004
Nu er det ikke for at være besværlig eller noget (jeg ved I ikke har haft det let på det seneste), men den der ekstra time vi får foræret på søndag … opererer I med forskud? Jeg står pænt meget og har brug for den nu.
/tante lilla
Tantologi – nu med politik
21/10-2004
Politik er blevet efterspurgt.
Og det skal da heller ikke altsammen gå op i navlepilleri og drømmetydning, nej det skal ej.
Så here goes. Husk lyd.
Cliffhanger
16/10-2004
Jeg kommer cyklende henad en vej i min barndomsby. Egentlig er det dag, men med eet bliver det mørkt. Foran mig ser jeg en kvinde, der ligger midt på vejen. Hun er tilsyneladende væltet på sin cykel. Jeg standser for at hjælpe. Indenfor ganske få sekunder dukker der pludselig en horde af hunde og falckreddere op. ”Hm, det var da liggodt belejligt”, tænker jeg. Indtil en af dem kommer over til mig og siger: ”Nå, du må være [tante]”. Her begynder jeg skarpt at fornemme, jeg er offer for et set-up. Uden at indvie mig i de bagvedliggende motiver, slæber folkene (der på højst besynderlig vis har forvandlet sig fra falckreddere til asiatiske og afrikanske kampsportsfolk) afsted med mig.
Vi ankommer til en temmelig stor bygning. Jeg kan ikke helt forstå ordvekslingen, men fanger dog at det er meningen vi skal samles et eller andet sted. På vanlig distræt vis bliver jeg væk fra kampsportstruppen og løber ind i en kvinde. Jeg stiller hende et spørgsmål jeg ikke kan huske nu. Hendes svar er irriterende langt og talestrømmen ustoppelig. I trods begynder jeg at tale tilbage, og således tilbringer vi hvad der føles som tre boligprogrammer i rap med at snakke i munden på hinanden.
Synkron-monologerne bliver afbrudt af en sammenbidt samurai, der kommer for at hente mig. Han har en kniv i hånden og leder mig uden ord ned af en trappe. Jeg kan høre afrikanske trommerytmer et sted fra. Lyden bliver højere, da vi når til en dør. Udenfor står et bord. Den fåmælte kriger hamrer sin kniv i bordet og banker en mærkelig kode af en art. Det resulterer i at der projekteres et stort billede op på væggen over døren. Jeg har svært ved at se hvad det forestiller, men min gidseltager smiler bekymrende entusiastisk og bryder ud i et ”Ah. Seven – nine” og ser på mig med et fælt vidende blik. Det er ganske åbenlyst at disse tal er af stor betydning for min videre skæbne.
Så vågner jeg.
Hvad faen betyder seven-nine!?
Jeg vil se to’eren!