Stærkt budskab

20/03-2005

Jeg sidder i en taxa lørdag aften. Vi kører langs Søerne. Neonreklamerne suser forbi på den anden side af vandet. Nokia-skiltet blinker. Der mangler et k.

Noia – Connecting People

Foruroligende.

Update: Angermann henviser til billeddokumentation

MSN samtale med brormand

18/03-2005

Brormand says:
Havde forresten lidt optur over brevet fra Københavns Energi

lilla says:
So?

Brormand says:
“Med venlig hilsen Erik Keis: GASCHEF”

Brormand says:
Det må da være helt fantastisk at være gaschef. Han bestemmer over al gas!

Brormand says:
Hvis én f.eks siger: “Det er bare gas”, kan han sige: “Hey jeg er chef, og jeg siger det IKKE er gas”

Brormand says:
Hvilken magt

Brormand says:
Når jeg bliver stor, vil jeg være gaschef

Hverdagens helte

17/03-2005

Københavns Brandvæsen har døgnrapporter. Spændende læsning. Her et lille udpluk fra den sidste måneds tid:

19/2 – 2005
14:34 Dyreredning
Dronning Louises Bro
Svane som havde viklet sig ind i en snor. Frigjort og indfanget svane vha gummibåd og net.

11/3 – 2005
07:45 Eftersyn
Sortedam Dossering
Eftersyn for røglugt. Svag lugt af mad der var brændt på, men ingen beboere ville kendes ved madlavningen.

14/3 – 2005
15:04 Røg fra kælder
Tølløsevej
Glemt gryde over tændt komfur. Gryde afkælet i sneen. Foretaget udluftning.

Ps: Argh, de gryder. De er så satans kælne.

Klynk ynk

16/03-2005

Selvmedlidenhed er svært belastende. Jeg synes, det er enormt synd for mig, at jeg skal trækkes med det.

Forresten

15/03-2005

Nu jeg alligevel er igang med overspringshandlingerne …

Ordet ta’tøj. Hvad mener vi om det?

Har du hørt det? Har du brugt det? Og hvor i landet kommer du fra?
(jeg har grund til at tro, at det er regionalt betinget)

Hjulmand Jørgensen

14/03-2005

Min mormor er lige fyldt 85. Af og til overrasker hun. Som fx i weekenden, hvor hun halvvejs gennem hovedretten fortalte, at vi har en forfader, der – udover at være landsforrædder – havnede på en pengeseddel.

Min mormors familie stammer fra Sønderjylland. Hendes tip … (der er lidt usikkerhed omkring antallet af tip’er) oldefar var dansksindet tysker.

Ingen i familien har helt styr på detaljerne, men under en-eller-anden-krig var tysken efter Hjulmand Jørgensen. Vores helt kravlede op gennem sin skorsten og kastede herfra sten ned i hovedet på de tyske soldater.

Han blev erklæret landsforrædder i Tyskland men ophøjet til helt i Danmark – hvorefter de smed ham på en sønderjysk pengeseddel.

Min bror og jeg er henrykte over historien. Der har indtil nu været en markant mangel på helte i vores familie.

pengeseddel_thumb.jpg

Bemærk hvordan vores helt nederst til venstre er afbilledet i aktion.

Jeg er sgu da ligeglad hvad de andre siger!

10/03-2005

Min computer siger, det er den 8. februar idag.

Kigger man ud af vinduet, kan man egentlig ikke bebrejde den.

Stenen

9/03-2005

Hmm … Det må sgu da være meta.
Og det, at jeg så skriver om det, må vel så være dobbelt-meta. Nogen der er klar på en triple?

Ps: Og er det her indlæg i virkeligheden med til at spolere konceptet? Og er vi så ude i noget negativ meta?

Fredag aften på Østerbro

4/03-2005

Det skulle jo bare være en hyggelig aften med laks og hvidvin.
Meget voksent.
Lidt for voksent … tilsyneladende …

PS: Undskyld Østerbro

roev_thumb.jpg

Solskinssne

3/03-2005

“Ja, hvad skal man gøre med sådan nogle bukseben”, siger hun smilende, mens vi står og venter på, at der bliver grønt. Som en naturlig fortsættelse af den samtale, der aldrig har fundet sted.

“Man går jo og falder i dem”. Hun griner på den der klukkende, umiddelbare måde, som man oplever hos en 7-årig. Jeg vil skyde hende til at være midt i fyrrene.

“Enten er de for korte, eller også er de for lange. Jeg har prøvet at stoppe dem ned i støvlerne, men de ville altså ikke være der”

Et lille virvar af små dukker i forskellige farver svinger fra hendes røde rygsæk, da hun går over fodgængerfeltet. Hun træder kun på de hvide striber.

Jeg smiler. Blikket følger dukkerne, indtil de forsvinder rundt om hjørnet.

Hvor gør man da egentlig livet unødigt svært for sig selv nogle gange.