Guitarfolk og trommefolk
16/05-2006
Jeg har en teori. Det skal ingen hemmelighed være, at den har mødt megen kritik. Men også en vis grad af anerkendelse. Og nu føler jeg, at tiden er moden til at lufte den for et større publikum.
Musik og mennesker. Handler den om. Here goes.
Folk der spiller eller har spillet på guitar kan primært lide én type musik og folk der spiller eller har spillet på trommer kan primært lide en anden type musik.
Det drejer sig om forskellige tilgange til musikken. For en guitarperson vil rock, indie mm. oftest være de foretrukne genrer. En trommeperson derimod er tit mere pjattet med elektronisk musik, hiphop og jazz.
Hermed ikke sagt at en guitarperson ikke kan lide fx jazz; der er tale om overvejende tendenser og mønstre.
Til sidst den mest kontroversielle del af teorien. Og ja, jeg indrømmer gerne, at jeg måske er ude på halvdybt vand her. Men det skal ikke afholde mig fra at nævne den:
Man kan kende en trommeperson på, at han kan lide Sting.
Hjælp. Igen.
4/05-2006
Vi har nu fået kæmpet os igennem resultaterne fra sidste omgang, og det viser sig, at ved omkring halvdelen af billederne associerer folk mere eller mindre lige som os.
Den anden halvdel er mildest talt tvivlsom. Derfor kører vi en runde til — bare rolig, denne gang med markant færre billeder, 13 stk (det tager en 5-10 minutter).
Igen står der lidt software på spil.
Hvis I vil hjælpe, bliver vi glade:
SOD #2
1/05-2006
Jeg har interesseret fulgt samtaletoiletdiskussionen hos plok. Vi bevæger os jo her ind på et område, hvor man som pige skal træde varsomt — som det fremgår af kommentartråden, er der noget med en hemmelig pagt.
Derfor har jeg også gjort mig mange overvejelser om, hvorvidt jeg skulle offentliggøre det bevismateriale, som jeg (under en af mine sjældne udenlandsrejser) er kommet i besiddelse af.
Jeg er dog efter grundig selvransagelse kommet frem til, at tiden muligvis er moden til en opblødning af grænserne (efter en uge i Berlin bliver man måske nok lidt påvirket af historiens vingesus).
Uden yderligere introduktion eller kommentarer præsenterer jeg derfor:
Lad det tale for sig selv.
Nu med vittigheder
29/04-2006
“Hvor længe holder ænderne ferie?
… fem uger i rap”
Citat Frimærkemanden
Nørrebro, 29. april, kl. ca. 00:51
Hørt på Nørreport
27/04-2006
“Det er en god måde at begå selvmord på, tror jeg”
… sagde hun til sin veninde, da de stod og kiggede ned på skinnerne mens de ventede på toget sammen med resten af klassen.
De var vel omkring 8 år.
21 for en aften
23/04-2006
Igår tog en tidsmaskine mig ni år tilbage i tiden. Til dengang alt var kompliceret på en mere ukompliceret måde. Vi dansede og drak og smilede fordi det var svært at lade være. Og undrede os over at ingenting var ændret. Samtidig med at det meste var ændret. Igår var vi ligeglade.
Idag har jeg tømmermænd.
Dr. Pong
21/04-2006
Nå.
Man kunne fristes til at tro, at jeg var holdt op med at blogge. Det tror jeg også selv af og til. Men jeg er her tilsyneladende stadig og vil bryde tavsheden med en lille historie fra de varme lande. Eller. Tyskland faktisk. Og der var egentlig ret koldt.
Til gengæld stødte jeg på et helt fantastisk koncept. Ad skumle omveje fik vi anbefalet stedet Dr. Pong.
Scenarie:
- 1 stk. lokale, der mest af alt minder om en tidligere butik. Trashet og med rå betongulve. Websitet ser 8000 gange mere poleret ud end selve stedet
- Tyske covernumre (Bl.a. Smoke on the Water. Kan desværre ikke huske hvad den hed på tysk. Anyone?) spillet på noget, der lignede en god samling konfirmationsanlæg stablet oven på et par gamle skoleborde
- Øl (selvfølgelig. Tyskland, remember)
- Gratis saltstænger (altid en sikker vinder)
… og så årsagen til navnet og den absolutte topscorer:
- Bordtennis -> Rundt-om-bordet
Tænk at man faktisk nær havde glemt denne ædle sportsgren. Som det mest naturlige i verden trippede en hob af unge mennesker utrætteligt rundt om det grønne bord med et bat i den ene hånd og øl, smøger eller sjov tobak i den anden.
En herlig aften, hvor jeg på én gang følte mig temmelig ung og umådelig gammel.
Sæt ord på billeder
7/04-2006
Jeg drager til Berlin om et øjeblik men rejser selvfølgelig ikke uden at efterlade en afskedsgave.
I forbindelse med specialet har vi flækket en lille funky survey sammen. Det er ganske enkelt. Vi har brug for noget feedback på nogle billeder, og hvis du kunne have lyst at hjælpe os, ville vi blive fantastisk glade.
Det tager en 10-15 minutter og så deltager du i lodtrækningen om 2 Rise of Nations pc spil.
Det er her du skal gå hen: Image Survey
… og så kan du vælge mellem en dansk og en engelsk udgave.
God påske, alles.