Enough with the hat man

april 13th, 2010

Godt. Lad os tale om Jamiroquai.

Jeg har aldrig forstået det. Mr. Kay var irriterende i 90′erne, og han er da ved gud ikke blevet mindre irriterende. Hvorfor bliver de så ved med at spille det eneste, elendige hitnummer, han fik produceret, igen og igen? (måske er der to, men de lyder ens)

Nu er der ikke just tale om nogen videnskabelig undersøgelse, men jeg har forsøgt at tælle sammen, og mit bud er, at jeg i snit hører hans stemme i en eller anden radio en gang om ugen. Jamen, hvad handler det om?

Forleden gav jeg det vilde liv endnu et skud. Denne gang med relativt stor succes, hvis jeg selv skal sige det. Der var folk under tredive (muligvis også folk under tyve), der var Hoegaarden (men ingen ægte Hoegaarden-glas, for de var blevet stjålet), der var musik. Og ja! Der var Jamiroquai. Hvad laver han da dér!? Blandt unge mennesker, der har livet og natten foran sig. No wonder de stjæler. Er der noget, der kan bringe et ungt, påvirkeligt menneske ud af balance, så er det da en syngende gøgler tilsat rigeligt med hat.

Skal vi ikke blive enige om, at han er en af de ting, 90′erne godt må beholde? Sammen med Buffaloes og minimajs.

Ps: Nej. Dette indlæg er på ingen måde en projicering af min tiltagende angst for provinsen.

Shh. John sover.

marts 16th, 2010

Gensynet med Nørrebro har budt på mange herlige og et par enkelte knap så herlige oplevelser. Mød John (John hedder ikke John i virkeligheden, det er bare noget vi leger. Men John er ikke desto mindre en meget virkelig person. Tag ikke fejl af det).

John er den nye underbo. John kan lide musik. Høj musik. John har tilsyneladende ikke noget job. Og det kan slet ikke udelukkes, at John er rigtig glad for øl.

Jeg kan også godt lide musik. Og øl, for den sags skyld. Men jeg vil gerne selv bestemme, hvad jeg skal høre. Og ikke mindst hvornår. Og hvis jeg ikke er i humør til tre timers Rammstein søndag formiddag, så vil jeg egentlig godt have muligheden for at vælge det fra. Men sådan spiller musikken ikke på tredje.

Der er rigtig meget der tyder på, at når John er vågen, så hører han musik. Når der er stille nedenunder, så er det fordi John sover. Scenariet, hvor John er vågen i en stille lejlighed, forekommer – baseret på to ugers feltstudier – ærlig talt ikke realistisk.

Så i løbet af de seneste 14 dage er der sket en interessant udvikling her på fjerde. Vi er begyndt at liste. Vi er meget opmærksomme på, hvornår vi vasker tøj. Eller støvsuger. Der bliver skruet ned for fjernsynet. Og enhver uventet, høj lyd (nys, tabte gafler, den slags) bliver mødt med et strengt blik og et bistert hvisk: “Shh! John sover!”

Det begrænser unægteligt mulighederne for Det Vilde Liv. Universet har i grunden en syg humor.

Så vågnede John. Jeg taster også alt for højt.

Det vilde liv #2

marts 13th, 2010

Så blev det lørdag igen. Og nu man sidder her på Nørrebro og lever det vilde liv, så melder spørgsmålene sig jo.

What’s with the fodterapeuter? Hvorfor er der så mange af dem? Og hvorfor skal de være statsautoriserede? Vi har statsautoriserede revisorer. Og fodterapeuter. Hvad handler det om? Er jeg den eneste, der er lidt utryg ved det?

Godt der kun er halvanden måned igen, det her tempo kan ingen jo holde til i længden.

Det vilde liv #1

marts 6th, 2010

Nå. Så fik man arbejdet lidt på at stable det vilde liv på benene (siden hvornår har man kunne købe vodka i 7-Eleven efter midnat? Og hvorfor lugter alle de unge pigers parfume af kage?).

Men selvom det i grunden var et ganske hæderligt forsøg, så var det jo sådan set bare en slags opvarmning til den egentlige fest, som  starter i aften.

Skål.

Hjemme igen

februar 28th, 2010

Nøgle overdraget. God fornøjelse. Nørrebro føles som en god, gammel ven.

Lever allerede det vilde liv.

Piratos til morgenmad.
Pizza til frokost.
Hvidvin og chips til aftensmad.

Måske skulle man også begynde at ryge igen.