Årstidsforvirring

06. april, 2004

Der er nogle ting, der bare ser rigtig cool (på-den-halvkiksede-måde) ud på film. Såsom når hovedpersonen strider sig gennem New Yorks gader en stormfuld, regnvåd efterårsdag, kæmper med en genstridig og sønderslidt paraply, for derefter at kyle den i den skraldespand, som helt tilfældigt men ganske belejligt er placeret lige der, hvor heltens frustrationer kulminerer.

Det var godt nok Østerbro, og det skulle vist nok forestille at være forår, men idag følte jeg mig for en kort stund som en ægte New Yorker, da jeg knaldede paraplyen mod bunden af den grønne skraldespand for derefter med udtalt fuck-verden-attitude at stride videre i uvejret.

(Det havde måske virket en tand mere cool, hvis ikke jeg en halv meter længere fremme havde været nødt til at stoppe for rødt)

4 kommentarer til " Årstidsforvirring "

  1. Simon:

    Pjat, det er et perfekt anti-klimaks sted.
    En punchline, og så når man tror det er færdig kommer det rigtig sjove.
    Du kunne sikkert sælge scenen til Coen brøderne.

    07. april, 2004 kl. 08:10

  2. plok:

    Men i det mindste havde du en paraply. Nyt udtryk: En tante mere cool.

    07. april, 2004 kl. 08:12

  3. tante lilla:

    _Havde_ er nøgleordet her, plok. (Eller bare ‘en tant mere cool’?)

    Simon: Hvis du mener, jeg kunne tjene penge på den her scene, aner jeg straks ubegrænsede muligheder for indtjening. Mit liv er eet langt antiklimaks.

    07. april, 2004 kl. 10:48

  4. plok:

    … bare ‘en tant mere cool’ …

    07. april, 2004 kl. 12:21

Sig noget