Tvetydige forårsfornemmelser
04. april, 2004
Det ligger i lydene, det ligger i vinden, det ligger i duftene, det ligger i lyset, det ligger i kalenderen, det ligger i musikken på anlægget …
Jo længere tiden føles, jo langsommere den synes at gå, des hurtigere er man på forunderlig vis tilbage ved udgangspunktet. Der hvor alting begynder. Og slutter. Een lang gentagelse med tillæg. Modificeret déjà vu. Hvis bare man havde større indflydelse på redigeringen …
(Bær over med mig. Jeg tror, det er en søndagsting – et fænomen der i øvrigt ofte, men ikke altid, falder sammen med hvad en af mine veninder har døbt ’Post-Drinking-Blues-Syndrom’)

Rasmus:
Jeg læser det som en definition på “the blues” i almindelighed. Det er nok noget de fleste af os har prøvet med jævne mellemrum og i kortere eller længere perioder.
04. april, 2004 kl. 18:10
plok:
Jeg tror det er en søndagsting at tænke tankerne. Men du er den der har størst indflydelse på redigeringen. Det er din film. Og du kan jo lave en directors cut. Det er vist noget med at vælge og bryde vaner. Det er hvad folk siger til mig. Men nu er jeg jo heller ikke den skarpeste etc. Ligegyldigt hvad betyder det jo altså ikke at du skal lade være med at drikke om lørdagen, vel? Bare så vi har det på det rene.
04. april, 2004 kl. 18:36
tante lilla:
Tror måske bare repeat-knappen har sat sig fast for en stund. Når jeg igen får styr på skidtet, tror jeg klart jeg skifter genre. Der er lidt for meget absurd melodrama over det her …
Ps: Ro på, Plok. Du skal nok få de øl, jeg skylder dig ;)
04. april, 2004 kl. 19:50
plok:
Genreskift er bestemt et forsøg værd. Men nu skal man jo selvfølgelig heller ikke undervurdere værdien af melodrama. Næsten uanede muligheder for at få opmærksomhed. Jeg har faktisk flere gange overvejet at skifte til melodrama.
PS: Sidder jo ligeså stille her. Blot bekymret for din væskebalance ;)
05. april, 2004 kl. 09:49
tante lilla:
Joh, hvis vi talte klassisk melodrama … Men vi er nok mere ude i noget blandingsgenre … Det kan til tider være en kende forvirrende …
05. april, 2004 kl. 12:24
plok:
Det forstås. Jeg har kørt en demo-version af “Påtaget optimisme” den sidste måned, der godt kan anbefales. Nu er den dog ved at udløbe og af en eller anden grund kan jeg ikke få den installeret rigtigt. Kommer hele tiden op og spørger om password. Men du er velkommen til at få en kopi. Så kan du da se om det er noget for dig.
05. april, 2004 kl. 13:08
tante lilla:
Mener passwordet er “lalleglad” …
Men den er jeg da vældig interesseret i. Har en fornemmelse af, at der bliver grumt meget brug for den i påskedagene …
06. april, 2004 kl. 10:50