Juleaftensdag

25. december, 2005

John ringer på døren hen under skumringen. Da min mor åbner, læner han sig op af karmen i et forsøg på at holde balancen. Lugten af mange lag sprut og gammel tobak når hurtigt ind i stuen og overdøver duften af gran og clementiner.

“Jeg hedder John, og jeg skulle låne telefonen”, snøvler han.

Da han fornemmer min mors umiddelbare forbeholdenhed, udbryder han: “Der er ingen fare, jeg skal bare låne telefonen … du skal ikke være urolig”.

Juleånden overmander min mor: “Kom bare ind”, siger hun – efterfulgt af “Sæt dig her”, da han står midt i stuen og svajer fra side til side.

“Ja, det er jo fordi jeg skal ringe til min eks-kone …”. Sætningen hænger et godt stykke tid i luften uden nogen opfølgning. Min mor fornemmer, at John ikke helt vil være i stand til selv at betjene tasterne og spørger ham om nummeret til eks-konen.

“Ja, jeg er jo ikke vant til at komme her, så jeg kan ikke finde vej”. Vi begynder efterhånden at ane formålet med opkaldet.

Efter at have forsøgt sig en to-tre gange, rammer John endelig det rigtige nummer og vi kommer igennem til eks-konen.

“Hej … det er John. Du bliver nødt til at komme og hente mig … har du tid i 5 minutter?” spørger han med en pludselig ydmyghed, der indikerer, at det ikke er første gang, han har sagt de ord. Vi får i fællesskab formidlet til eks-konen, hvor John befinder sig i verden, og hun lover at komme.

Efter 5-10 minutter ringer det på døren. Hun ser alt andet end begejstret ud, da hun slæber afsted med ham i regnen. Vi undlader at ønske hende en glædelig jul.