Nu med vittigheder

29. april, 2006

“Hvor længe holder ænderne ferie?

… fem uger i rap”

Citat Frimærkemanden
Nørrebro, 29. april, kl. ca. 00:51

Patetisk er …

28. april, 2006

… når man redder sig en klemmelus fra proptrækkeren.

Hørt på Nørreport

27. april, 2006

“Det er en god måde at begå selvmord på, tror jeg”

… sagde hun til sin veninde, da de stod og kiggede ned på skinnerne mens de ventede på toget sammen med resten af klassen.

De var vel omkring 8 år.

21 for en aften

23. april, 2006

Igår tog en tidsmaskine mig ni år tilbage i tiden. Til dengang alt var kompliceret på en mere ukompliceret måde. Vi dansede og drak og smilede fordi det var svært at lade være. Og undrede os over at ingenting var ændret. Samtidig med at det meste var ændret. Igår var vi ligeglade.

Idag har jeg tømmermænd.

Dr. Pong

21. april, 2006

Nå.
Man kunne fristes til at tro, at jeg var holdt op med at blogge. Det tror jeg også selv af og til. Men jeg er her tilsyneladende stadig og vil bryde tavsheden med en lille historie fra de varme lande. Eller. Tyskland faktisk. Og der var egentlig ret koldt.

Til gengæld stødte jeg på et helt fantastisk koncept. Ad skumle omveje fik vi anbefalet stedet Dr. Pong.

Scenarie:

  • 1 stk. lokale, der mest af alt minder om en tidligere butik. Trashet og med rå betongulve. Websitet ser 8000 gange mere poleret ud end selve stedet
  • Tyske covernumre (Bl.a. Smoke on the Water. Kan desværre ikke huske hvad den hed på tysk. Anyone?) spillet på noget, der lignede en god samling konfirmationsanlæg stablet oven på et par gamle skoleborde
  • Øl (selvfølgelig. Tyskland, remember)
  • Gratis saltstænger (altid en sikker vinder)

… og så årsagen til navnet og den absolutte topscorer:

  • Bordtennis -> Rundt-om-bordet

Tænk at man faktisk nær havde glemt denne ædle sportsgren. Som det mest naturlige i verden trippede en hob af unge mennesker utrætteligt rundt om det grønne bord med et bat i den ene hånd og øl, smøger eller sjov tobak i den anden.

En herlig aften, hvor jeg på én gang følte mig temmelig ung og umådelig gammel.

Sæt ord på billeder

07. april, 2006

Jeg drager til Berlin om et øjeblik men rejser selvfølgelig ikke uden at efterlade en afskedsgave.

I forbindelse med specialet har vi flækket en lille funky survey sammen. Det er ganske enkelt. Vi har brug for noget feedback på nogle billeder, og hvis du kunne have lyst at hjælpe os, ville vi blive fantastisk glade.

Det tager en 10-15 minutter og så deltager du i lodtrækningen om 2 Rise of Nations pc spil.

Det er her du skal gå hen: Image Survey
… og så kan du vælge mellem en dansk og en engelsk udgave.

God påske, alles.

Hørt i radioavisen

06. april, 2006

“Der bliver lavet færre sorte badeværelser nu end for fem år siden”

Det er der da i grunden ikke noget at sige til.

Hvordan er det nu … ?

04. april, 2006

Forleden tabte jeg min tandbørste ned i toilettet.

Er det ikke sådan noget man skal blogge om?
Jeg er ude af træning.