Desperate situations require desperate means

08. juli, 2005

Jeg sidder i bussen ved siden af et ungt jakkesæt og hans lille datter. De taler om en udflugt som hun har været på sammen med vuggestuen.

“Hvem var med?” spørger far
“Nye-Trine og Carina” svarer tøsen. På trods af sutten taler hun utrolig rent og klart.
“Hvem var med af børnene? Var Lukas med?”
“Nej, Emma og Rasmus og … Faar? Hvad er det som du har på næsen?”

“Ehm ..” Far forsøger sig med en undvigemanøvre “Var der ikke flere børn med?”
“Hvad er det som du har på næsen!?” gentager hun insisterende
“Har jeg noget på næsen? Det kan jeg ikke se”

Ud af øjenkrogen kan jeg se farmand gnide sig forfjamsket i hele hovedet. Bevægelserne og tonen i hans stemme fortæller, at han er ganske opmærksom på, at det meste af bussen kan høre datterens skingre stemme.
“Far, hvad er det, hva!?”, nærmest råber pigebarnet.

Far er tydeligvis desperat nu. Når folk er desperate, tyer de undertiden til ufine metoder. Far er ingen undtagelse. Han tager en dyb indånding, før han kaster trumfen på bordet:

“Du er da vist snart ved at være for gammel til at bruge sut, hva? Har jeg fortalt dig om suttetræet?”