Generationskløften

28. juni, 2005

Min mormor på 85 er for sej. Det ville dog være synd (eller bare decideret løgn) at sige, at hun rider på IT-bølgen, hvilket af og til forårsager betydelig frustration.

For nogle måneder siden skulle hun have fat i en elektriker. Hun slog op i telefonbogen og fandt hvad hun søgte, men ringede lidt efter fortvivlet til min mor:

- Jeg kan ikke ringe til ham. Der står ikke noget rigtigt telefonnummer, der står kun sådan en mobiltelefon, og sådan en har jeg jo ikke … !

For nogle dage siden skulle hun have fat i et ejendomsselskab. Hun havde set en annonce i avisen, men kunne ikke finde noget telefonnummer og ringede igen til min mor:

- Det eneste der står er sådan noget www … er det en blikkenslager?

2 kommentarer til " Generationskløften "

  1. erlando:

    Det må da også være sært at have oplevet teknologien gå fra, at der sad et rigtigt levende menneske i den anden ende, når man løftede røret på telefonen; “Jeg vil gerne bede om Lyngby 23″, til at vi i dag kommunikerer højst upersonligt via e-mail og web og..

    Det tror jeg godt kan være en smule svært at følge med til.. Ligesom vi i vores generation sikkert vil være ligeså uforstående overfor vores børnebørns kommunikationsmuligheder.

    30. juni, 2005 kl. 10:03

  2. Fr. Møller:

    Tak for et godt grin! Det er betryggende at høre, at de stadig laver bedstemødre som i de “gode gamle dage” ;-).

    09. juli, 2005 kl. 22:24

Sig noget