Oprah vs. Goodman

07. juni, 2005

Jeg sidder og overvejer, hvorvidt det overhovedet er muligt at læse et helt semesters pensum op på under en uge, da høje lyde fra gården får mig til at gå ud i køkkenet.

I de snart otte år, jeg har boet i min lejlighed, har der stået to store træer nede i gården. Omtrent en gang hvert andet år er der blevet indkaldt til ekstraordinær generalforsamling, hvor man har diskuteret, hvorvidt det ene træ skulle fældes eller ej.

Nu ser det ud til, at der sker noget. Skovfyren er ankommet.

Vi taler om et træ, der er højere end en fem-etagers bygning. Og vi taler om en skovfyr, der har medbragt en motorsav, en trillebør samt et køretøj, der ikke er meget større end Postmand Pers. Der er noget David-Goliat over hele scenariet, og mens jeg sidder og ryger en cigaret ud af køkkenvinduet, kan jeg ikke andet end at beundre fyrens gejst og optimisme. Han tror sgu på det, skovfyren.

Da jeg i et anfald af nærmest Oprah-agtig inspiration slukker smøgen under den kolde hane og efterfølgende slår op på side 32 i kompendiet, kan jeg dog samtidig ikke lade være at tænke på en sætning fra den film jeg så forleden.

John Goodman til sin søn: “Mikey, there’s optimism, and then there’s stupidity. It’s a very fine line”