Nu sådan noget som opvaskemiddelbøtter …
23. maj, 2005
Jeg forstår ikke de mennesker, der lukker låget på opvaskemiddelbøtten, når de har brugt den (og her taler jeg om den slags bøtter, hvor låget låses ved at man trykker dutten ned – som den her – og hvor man ved et ganske hurtigt øjekast slet ikke kan se, at dimsen er låst), så man efterfølgende er ved at få krampe i hele underarmen i forsøget på at presse stadset ud af bøtten.
Hvad er det, de er bange for? At opvaskemidlet pludelig beslutter sig for at trodse tyngdekraften og i et sandt festfyrværkeri af pinkhed kaster sig op af beholderen og ud på samtlige køkkenvægge? Eller at der går myrere i lortet (thi myren er selvmorderisk af natur – en truet race indeed)?
Enlighten me. Please.
Nu sådan noget som plaster …
17. maj, 2005
Jeg så Exorcisten – Begyndelsen forleden.
En lille afrikansk dreng fik sat et plaster på armen.
Efterfølgende missede jeg adskillige maddiker, betændte sår, lemlæstede lig og sandstorme, fordi et enkelt spørgsmål blev ved at snurre i hovedet på mig:
Har plaster altid samme farve hudfarve uanset hvor i verden man befinder sig?
Ps: Jeg ved det godt. Jeg er den type, jeg selv ville hade at se gyserfilm sammen med.
Identitetskritisk identitetskrise
10. maj, 2005
Jeg har mistet den førsteplads, jeg ellers havde fået tilkæmpet mig. Hvem er jeg nu? Åh, så langt ud på metaoverdrevet jeg her kunne danse …
Ps: Ja. Jeg giver mesteren kamp til stregen.
#&§&”¤#&”!&?#¤!
06. maj, 2005
Efter at have tilbragt adskillige dage i hyggeligt selskab med tabeller og billeder, vil jeg slet ikke udelukke, at folk har begået mord pga Word.
Dybe vejrtrækninger, tante.
Trommehvirvelselvsvingshelvede
05. maj, 2005
Jeg har fundet en stærkt ubehagelig bivirkning ved projektskrivning.
Udover at jeg drikker markant mere kaffe, er (om muligt) mere klodset (hvorfor er det aldrig vandflasken, man vælter? Hvorfor er det altid kaffekoppen eller vinglasset? Og hvorfor er det altid den spritnye bog, man har lånt af opdragsgiver og ikke den sure, beskidte biblioteksbog, det går ud over?) og generelt er mere distræt, har jeg sporet en tendens, der mildest talt er foruroligende.
Jeg får onkel-humor. Vi taler plathed af hidtil usete dimensioner. Vi er derude, hvor selv Finn Nørbygaard må krumme en enkelt tå.
Der er ca. tre uger til aflevering. Hvis udviklingen fortsætter i samme spor, er jeg oprigtigt bekymret for, at jeg ikke kan holde mig selv ud, når vi går ind i sidste uge.
For slet ikke at tale om risikoen for, at kombinationen af store mængder koffein og distræthed bevirker, at jeg ikke når at få slettet de pinagtige platheder, der har sneget sig ind i kapitel 5.2. Tænkt eksempel. Selvfølgelig.
Bring it on!
02. maj, 2005
Hvis det endelig skal regne, så lad det stå ned i lårtykke stråler. Lad det tordne og lad det brage. Lad gaderne forvandles til floder for en stund.
Det passer til mit humør. Det passer til en mandag. Det er lige til at blive helt opløftet af.
Ps: Lad det bare være overstået om en time, når jeg skal ud.