Lepisma Saccharina
27. april, 2005
Egentlig ville jeg finde lidt informationer om sølvfisks sexliv. Ja. Det står der overraskende lidt om. Men nu jeg er ved det, kan jeg vel lige så godt score mig lidt Google-hits på sølvfisk og sex. Sølvfisk. Sex. Sådan.
Til gengæld fandt jeg lidt andre nyttige informationer.
“Sølvkræ er et af verdens ældste nulevende insekter, mere end 300 millioner år gammelt”
Det sætter alligevel nogle tanker igang.
Desuden kan man vist godt argumentere for, at de højere magter udviste en exceptionel syg form for humor, da de besluttede, at sølvfisken primært skulle boltre sig i badeværelset (dèr for 300 millioner år siden):
Dette må uden tvivl være verdens bitreste insekt.
Public Service …
25. april, 2005
Efter at have set aftenens nyheder (der blev på DR henvist til “Her & Nu’s astrolog”. I rest my case) sidder jeg nu spændt og venter på hvilken kanal, der kommer først med en langsomt voksende animation i venstre hjørne, hvor man frem til oktober kan følge fostrets størrelse.
Og så ser jeg naturligvis frem til, at Tina Turner fremfører “Simply the best” på taget af Rigshospitalet.
Psykopatchokolade
19. april, 2005
Jeg har fået en klemmelus af en Toblerone. Sjældent har jeg følt mig mere patetisk.
tantetanke #4
18. april, 2005
De sidste 4 timer tog kun et kvarter. Weekenden varede en uge. Jeg forstår ikke tid. Eller også er det omvendt.
What did I miss?
17. april, 2005
Jeg var på bar igår.
En mand satte sig ved bordet ved siden af os. Han hev en pakke cigaretpapir og 9 frokosttallerkner op af sin rygsæk. Mens han drak sin øl, aede han af og til tallerknerne. Pakken med cigaretpapir rørte han derimod ikke. Da han havde drukket ud, pakkede han det hele ned i rygsækken igen og forlod stedet.
Jeg undrer lidt på, om det er en urban gåde af en art.
Har du læst jobbeskrivelsen?
14. april, 2005
Man må næsten gå ud fra, at der er tale om en mand, der er ny i jobbet, når en stilladsarbejder med panisk begejstring råber ned til sin kollega: “Der er fandme langt ned!”
Østerhvadfornoget!?
13. april, 2005
Jeg har aldrig slået de store slag for Østerbro som bydel. Jeg bor her men synes da dybest set, at her er en smule kedeligt. Lidt for pænt, lidt for mange cykelkurve med blomsterkranse, lidt for Østerbrosk …
Meeeen … jeg synes nu alligevel Google strammer den. Én ting er, at de måske har andre præferencer, men ligefrem at ty til hån og spot …
Først troede jeg, der var tale om en stavefejl, men da der for tredje gang dukkede samme besked op, blev jeg sgu en anelse indigneret på Østerbros vegne.
Nej, jeg mente ikke Vesterbrogade!
Her kunne man måske drage den konklusion, at Google blot er umanerlig pro-Vesterbro, men nej. Der er absolut ingen problemer med at finde denne gade eller denne gade. Det er personligt det her.
Slået af Amager. Jeg er på randen af en geografisk depression.
Mandagstanker
11. april, 2005
Der bliver ikke skrevet så meget her. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor.
Jeg kunne godt skrive om forskellen på linoleum og vinyl. Eller om lige dét sted i dén sang, der giver lige den dér følelse i maven. Eller om hvordan en mandag kan blive god, når en veninde pludselig dukker op med frokost. Eller om hvordan skimmelsvamp indeholder milliarder af små alger, der bevæger sig. Eller om at jeg aldrig har gennemskuet, hvordan man udtaler “jalapenos”. Eller om hvordan altandøren har stået åben hele dagen, så foråret kunne sive helt ned mellem tasterne på min laptop.
Det virker bare på en eller anden måde for banalt. Og for komplekst.
Forårsoprydning
06. april, 2005
Der er blevet ryddet op i min computer. Helt op. Det trængte der vist til. Til gengæld betyder oprydningen, at alle indstillinger er glemt – og alle bookmarks er væk.
Jeg begynder at forstå det smarte ved del.icio.us
Et forsinket nytårsforsæt tager form …
Ps: To, faktisk. Måske jeg skulle tage min jeg-er-sguda-ligeglad-om-alle-snakker-om-det-mig-skal-de-ikke
-tage-røven-på attitude (hvorfor jeg også først begyndte at høre Kashmir for knap to år siden) op til revision
Konceptudvikling
02. april, 2005
Igår så jeg en lille pige på omtrent tre år jage duer, mens hun med hysterisk, skinger stemme brølede “Aprilsnar!”
Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt der er tale om en misforståelse eller en videreudvikling af konceptet.