Solskinssne

03. marts, 2005

“Ja, hvad skal man gøre med sådan nogle bukseben”, siger hun smilende, mens vi står og venter på, at der bliver grønt. Som en naturlig fortsættelse af den samtale, der aldrig har fundet sted.

“Man går jo og falder i dem”. Hun griner på den der klukkende, umiddelbare måde, som man oplever hos en 7-årig. Jeg vil skyde hende til at være midt i fyrrene.

“Enten er de for korte, eller også er de for lange. Jeg har prøvet at stoppe dem ned i støvlerne, men de ville altså ikke være der”

Et lille virvar af små dukker i forskellige farver svinger fra hendes røde rygsæk, da hun går over fodgængerfeltet. Hun træder kun på de hvide striber.

Jeg smiler. Blikket følger dukkerne, indtil de forsvinder rundt om hjørnet.

Hvor gør man da egentlig livet unødigt svært for sig selv nogle gange.