Lilla hos frisøren

11. januar, 2005

Lilla: “Har du et eller andet, så håret ikke bliver så … fimret … noget der glatter det lidt?”

Frisøse: “Ja, altså, jeg har den her hårlak. Den er altså super”

Lilla: [kaster et blik på frisøsens hår, der med al sandsynlighed ikke ville sidde anderledes, hvis hun havde stået ved Vesterhavet under lørdagens orkan] “Lak? Den gør ikke håret … stift … eller fedtet?”

Frisøse: “Nej, overhovedet ikke. Den er altså helt fantastisk”

Lilla: “Hm, hvor meget koster den?”

Frisøse: “160. Man kan også få den i lille, men det kan altså ikke betale sig. Det er den her du vil have”

Lilla: “Nå. Jamen. Så.”

I skrivende stund føles garnet mest af alt som en friturestegt stålbørste. Jeg må lære at lytte til min indre stemme. Den stemme, der fortæller mig, at tøser, der siger “altså” i hver anden sætning og bruger mere make-up end Christina Aguilera, bør man ikke stole på.

9 kommentarer til " Lilla hos frisøren "

  1. plok:

    Det er også den jeg bruger, tante. Og den er altså helt fantastisk!

    11. januar, 2005 kl. 14:33

  2. visitsen:

    Så længe de siger “altså” kan du være helt rolig – det er først når de siger “altzzzå” at alarmklokkerne skal ringe – og du skal tage dig i agt. Men bare rolig Tante, den er altzzå faktisk ret god den der hårlak!

    11. januar, 2005 kl. 15:12

  3. Mette:

    Tilgiv mig. Glemte en stund din identitet som tante lilla og tænkte på dialoget som noget der tilfældigvis var overhørt i en frisørsalon – og i mit hoved udspillede der sig straks et scenarie med en lille, nervøs ældre dame med lilla hår og en altdominerende frisøse med sylespidse, lange røde negle der ville betvinge kunden til at købe noget miksmaks. Sådan kunne man også se på sagen, hvis man havde de briller på :-)

    11. januar, 2005 kl. 15:19

  4. tante lilla:

    Ikke langt fra sandheden, Mette … bortset lige fra højden … og så det lilla hår (men med lidt held har lakken fine, farverelaterede bivirkninger)

    11. januar, 2005 kl. 15:38

  5. Jonas:

    Hehe, nu inhalerede du vel ikke mens du sprøjtede det i håret. Det kan også gå helt galt.

    11. januar, 2005 kl. 16:23

  6. tante lilla:

    Ah, det forklarer så forbistret mange ting. Den slags burde de skrive på flasken!

    11. januar, 2005 kl. 16:47

  7. Grith:

    Voks min søde pige:-) Det tar´smerten:-) Øh, altså, nej, det tar´hårfimren:-) Sådan der var den…

    11. januar, 2005 kl. 17:34

  8. Ole M:

    Vi vil se billeder…

    11. januar, 2005 kl. 19:17

  9. tante lilla:

    Jamen, selvfølgelig da, Ole!

    12. januar, 2005 kl. 14:52

Sig noget