Så skal der høstes!
31. januar, 2005
Ændringer af ulykkesforsikringen
Din ulykkesforsikring udvides til at omfatte personskade, der indtræffer fra den 1. marts 2005 som følge af:
- besvimelse
- ildebefindende
- forfrysning
- hedeslag eller solstik
- at sikrede falder i søvn eller går i søvne
2005 bliver et indbringende år.
Dagenførdagentanker
20. januar, 2005
Nu hvor jeg tænker over det …
er alder jo bare et tal. Og 29 er da stadig i tyverne.
Nu hvor jeg tænker over det …
kan det kun bringe held at skulle op til eksamen på sin fødselsdag.
Nattesøvnen afhænger i den grad af, hvorvidt jeg finder mine tanker troværdige.
Nu hvor jeg tænker over det …
må jeg nok hellere nuppe et glas rødvin eller to, inden jeg går i seng.
Tilbage til studiet
18. januar, 2005
Åh ja, så kan man se frem til tre ugers talentfuld udøvelse af disciplinen “journalister interviewer journalister”. Nogle journalister er måske endda politikere. Og nogle politikere journalister.
Det bliver en fest.
Slække, skalle, sjakke
15. januar, 2005
Min telefon kan ikke stave til pjække.
Jeg overvejede et sekund, om det var noget, man burde tage som et tegn … før jeg trykkede “tilføj”.
Nu stopper det!
12. januar, 2005
Når man nærmer sig de tredive med alt for hastige skridt og i forvejen synes det hele pludselig går en anelse stærkt, kan det være en smule angstprovokerende at erfare, at selv græsset i Fælledparken er igang med at etablere sig.
Lilla hos frisøren
11. januar, 2005
Lilla: “Har du et eller andet, så håret ikke bliver så … fimret … noget der glatter det lidt?”
Frisøse: “Ja, altså, jeg har den her hårlak. Den er altså super”
Lilla: [kaster et blik på frisøsens hår, der med al sandsynlighed ikke ville sidde anderledes, hvis hun havde stået ved Vesterhavet under lørdagens orkan] “Lak? Den gør ikke håret … stift … eller fedtet?”
Frisøse: “Nej, overhovedet ikke. Den er altså helt fantastisk”
Lilla: “Hm, hvor meget koster den?”
Frisøse: “160. Man kan også få den i lille, men det kan altså ikke betale sig. Det er den her du vil have”
Lilla: “Nå. Jamen. Så.”
I skrivende stund føles garnet mest af alt som en friturestegt stålbørste. Jeg må lære at lytte til min indre stemme. Den stemme, der fortæller mig, at tøser, der siger “altså” i hver anden sætning og bruger mere make-up end Christina Aguilera, bør man ikke stole på.
You want the truth!? … SOD #1
04. januar, 2005
Al denne teknologi må kunne bruges til noget, tænker jeg. Noget større, noget meningsfuldt …
Og hvad er større end sandheden? Sandheden kan dog være et noget uoverskueligt begreb, og en indsnævring af feltet synes derfor nødvendig. Man må starte i det små. Man må starte med det, man kender. Vi har alle vore ekspertområder.
Eftersom jeg er af hunkøn og af en eller anden grund udstyret med en ret minimal blære, vil jeg betegne mig selv som lidt af en ekspert inden for området “Dametoiletter”.
Jeg har derfor sat de højteknologiske apparater i sving for at få Sandheden Om Dametoiletter (SOD) ud til folket. Jeg forestiller mig en serie af sandhedsskud. Det første er hentet i Frederiksværk:
(BTW og helt uden for kontekst: Skulle nogen få tanken “Hey-Frederiksværk-der-har-vi-da-aldrig-været-så-lad-os-smutte-
en-tur-omkring-så’n-bare-fordi”. Don’t. Seriøst. Nogen burde gøre mere ud af at advare om den by)