Der er ikke noget, der er så skidt …
31. december, 2004
Livet gør det jo nærmest lidt for provokerende let at være pessimist, når maveinfluenza tvinger én til at tilbringe nytårsaften under dynen.
Men ikke om jeg vil narres ind i den slags forudsigelighed. Jeg har – i direkte modstrid med mine naturlige tilbøjeligheder – tænkt mig at fokusere på de positive ting ved denne situation. For kom ikke og sig at der ikke er nogen:
• Jeg slipper for patetiske papirshatte i pinkgrønne nuancer
• Jeg undgår den klassiske nytårsskuffelse. For høje forventninger giver altid bagslag. I år kunne mine forventninger næppe være lavere
• Jeg er ret sikker på, at jeg ikke kl. 06:23 står i frostvejr, nylonstrømpetter og bagbrandert et sted på Vesterbro, mens jeg forgæves spejder efter en taxa
• Jeg er nærmest garanteret tømmermænd imorgen – uden at behøve at drikke en eneste dråbe alkohol
Godt nytår!
Den første eller den sidste?
20. december, 2004
“Den første eller den sidste?” spørger fyren, mens han med kyndigt flagrende hænder pakker min gave ind i farverigt papir.
“Den første” siger jeg og sukker.
“Åh” Han ser medlidende på mig.
En halv snestorm, 6000 svenskere og 2 treo’er senere er min sidste også i hus. For fanden, december er dejlig.
Når pulsen rammer 836
17. december, 2004
Ting, man ikke har lyst at høre fra sin taxachauffør:
“Er der noget jeg kan, så er det fandme at banke folk!”
“Sådan noget gør man bare ikke mod mig. Spørg mine venner: Alle ved, at slår det først klik for mig, så slår det fandme klik!!”
“Fuuuuck mand! Jeg er egentlig holdt op, men har du en smøg jeg kan bomme?”
Især ikke når de bliver råbt, mens man i balstyrisk høj fart bevæger sig gennem indre by i jagten på en gut, der netop har skreget “Jeg kvæler dig sateme!” efter selvsamme chauffør.
Trods ikke-ryger skiltet på ruden gav jeg ham en smøg og nuppede selv en samtidig. Jeg vurderede, at vi var ude i en undtagelsestilstand. Højeksplosiv vrede og akut dødsangst bør man ikke spøge med.
Aftalen var, at fandt vi ham, fik jeg turen gratis. Jeg er glad for, at der lige nu ligger en gul dankortkvittering i min lomme.
Som tiden dog flyver, når man …
09. december, 2004
Så oprandt dagen … eller … det gjorde den nu egentlig i mandags, men hey, ingen grund til at hænge sig i den slags detaljer.
1 år har jeg blogget nu!
December er ligeså grim som jeg husker den. Hurra.
Halleluja
04. december, 2004
Uddrag af besked modtaget kl 01:38:
“Er til flukfernlost. Er fuld”
Sæsonen er skudt igang …
Jeg vil gerne bytte til en adventskalender
03. december, 2004
Indtil videre føles min december lidt som Pakkekalenderen Fra Helvede.
Jeg overvejer seriøst at lade være med at svare telefonen eller åbne min post resten af måneden.
Sød tøs, lev vel, fed ged
01. december, 2004
Under en oprydning i kælderen stødte min mor på min gamle poesi- og venindebog.
I 1987 var det tilsyneladende ret hipt at efterstræbe en karriere som frisør, postansat eller “dasejner”.
På den musikalske side var bands som “Jiuritmicks” og “Von Tu” temmelig populære.
Desuden strakte ønskerne for fremtiden sig lige fra: “Undgå krig og vold, jeg vil leve i lang tid” til “Søde flotte drenge”.
Og så var der poesien:
“Når du ser på denne klat så tænk på den der har den sat. Til minde om Kathrine næsten 12 år. P.S. undskyld skriften jeg sidder ret dårligt”
Det er denne generation, der nu skal til at tage stilling til pensionsordninger og obligationslån. Det kan på mere end een måde sætte nogle tanker igang.