Cliffhanger

16. oktober, 2004

Jeg kommer cyklende henad en vej i min barndomsby. Egentlig er det dag, men med eet bliver det mørkt. Foran mig ser jeg en kvinde, der ligger midt på vejen. Hun er tilsyneladende væltet på sin cykel. Jeg standser for at hjælpe. Indenfor ganske få sekunder dukker der pludselig en horde af hunde og falckreddere op. ”Hm, det var da liggodt belejligt”, tænker jeg. Indtil en af dem kommer over til mig og siger: ”Nå, du må være [tante]”. Her begynder jeg skarpt at fornemme, jeg er offer for et set-up. Uden at indvie mig i de bagvedliggende motiver, slæber folkene (der på højst besynderlig vis har forvandlet sig fra falckreddere til asiatiske og afrikanske kampsportsfolk) afsted med mig.

Vi ankommer til en temmelig stor bygning. Jeg kan ikke helt forstå ordvekslingen, men fanger dog at det er meningen vi skal samles et eller andet sted. På vanlig distræt vis bliver jeg væk fra kampsportstruppen og løber ind i en kvinde. Jeg stiller hende et spørgsmål jeg ikke kan huske nu. Hendes svar er irriterende langt og talestrømmen ustoppelig. I trods begynder jeg at tale tilbage, og således tilbringer vi hvad der føles som tre boligprogrammer i rap med at snakke i munden på hinanden.

Synkron-monologerne bliver afbrudt af en sammenbidt samurai, der kommer for at hente mig. Han har en kniv i hånden og leder mig uden ord ned af en trappe. Jeg kan høre afrikanske trommerytmer et sted fra. Lyden bliver højere, da vi når til en dør. Udenfor står et bord. Den fåmælte kriger hamrer sin kniv i bordet og banker en mærkelig kode af en art. Det resulterer i at der projekteres et stort billede op på væggen over døren. Jeg har svært ved at se hvad det forestiller, men min gidseltager smiler bekymrende entusiastisk og bryder ud i et ”Ah. Seven – nine” og ser på mig med et fælt vidende blik. Det er ganske åbenlyst at disse tal er af stor betydning for min videre skæbne.

Så vågner jeg.

Hvad faen betyder seven-nine!?
Jeg vil se to’eren!

6 kommentarer til " Cliffhanger "

  1. morten:

    Hold da så for pokker fast, du må da have vågnet badet i sved .

    16. oktober, 2004 kl. 13:35

  2. Rasmus:

    Cool. Det er drømme som denne, David Lynch’s film er lavet af.

    16. oktober, 2004 kl. 14:20

  3. morten:

    hmm har tænkt lidt og tror jeg har det nu ..

    Det er da en seven elleven der lukker tidligt

    16. oktober, 2004 kl. 18:19

  4. Thomas Boelskifte:

    Seven Nine; Har du ved en fejl bladret forbi et afsnit af Startrek Voyager? Der er Seven of Nine en stor stjerne:

    http://www.sherylfranklin.com/trekwomen_seven.html

    17. oktober, 2004 kl. 01:24

  5. Joachim:

    Kunne 7/9 være en ny 11/9?
    Skræmmende tanke – håber ikke at du præcedens for at drømme opfyldende drømme.

    18. oktober, 2004 kl. 12:26

  6. tante lilla:

    Thomas: Det er jo som at se sig selv i spejlet!

    Morten/Joachim: 7/9, 9/11, 7-11 … it’s all connected!
    Ps: Mine drømme går sjældent i opfyldelse. Heldigvis.

    18. oktober, 2004 kl. 20:23

Sig noget