Tidsmaskinen eksisterer. Det er linie A.

18. september, 2004

Træer, perroner og skyer suser forbi vinduet. Øjnene glider i et sekund eller to. Da de åbnes igen, er året 1992. I kupéen på den anden side af gangen sidder en af mine venner. Dvs. faktisk er det ikke ham, for jeg ved jo, at sådan ser han ikke ud idag. Idag har han job, barn og pensionsopsparing. Men knægten overfor er identisk med den dreng jeg mødte første skoledag i 1.G.

Det brune hår trænger som sædvanlig til at blive klippet og pustes med mellemrum væk fra øjnene, måden at ryge på bærer tydeligt præg af jævnligt at skulle skjules for forældre og lærere, og de mørke, lidt melankolske øjne indeholder den samme komplekse teenageblanding af kronisk usikkerhed og fuck-verden-attitude.

Igen er jeg 16 år og sidder og overvejer, hvad jeg skal have på til næste gymnasiefest, hvordan jeg skal nå at få den tyske stil færdig til imorgen uden at have læst bogen og hvordan jeg skal få råd til den der cd.

Lige indtil den mekaniske togstemme skærer igennem, og 2004 insisterende trænger sig på.

Jeg griber min taske, kaster et sidste blik på drengen fra fortiden og mens jeg går henad perronen overvejer jeg, hvad jeg skal have på til næste bryllup, hvordan jeg skal nå at få købt ind inden butikkerne lukker og hvordan jeg skal få råd til den der cd.