Confront your fear
30. august, 2004
Oplevelsen har sat sine spor. Ja, man kan vel nærmest sige, at den har været med til at forme den person jeg er idag.
Jeg var blot otte år, da dette overgik mig.
Siden da har jeg haft et noget anstrengt forhold til dyr med næb (at jeg som tiårig i barndomshjemmets bryggers kom i nærkamp med en skade, der var stærkt offensiv efter at have været en tur omkring katten, gjorde ikke forholdet mindre anspændt).
Der skulle gå 20 år (+/-), men denne weekend konfronterede jeg min frygt. Blockbuster leverer terapi for kun 25,-.
Trods de noget 1963-agtige bilscener og replikker (”all that democracy jazz”) var der faktisk elementer af genkendelig frygt undervejs. Men jeg holdt ud, så hele filmen og gemte ikke hovedet bag sofapuden. Jeg føler mig stærk, brav og nærmest uovervindelig.
Ps: Det varer ikke så længe, før alle fugle forlader landet, vel?
PPs: Skriver jeg for meget om dyr for tiden?
Myocastor coypus
26. august, 2004
Jeg har saftsuseme været i Zoo idag.
Det er noget tid siden sidst, kunne jeg se på det hele.
De har flyttet giraffen.
Og så har dyrene fået sponsorer.
Jeg nævner i flæng:
• Zebra: Matas
• Pingvin: Toms
• Amurleopard: Kattens Værn
• Latterfugl: Linie 3
• Brun bjørn: Hjemmeværnet
Men selvfølgelig, der skal også nogle penge i kassen, hvis man skal have landets mest kreative hjerner til at diske op med et slogan som: ”Zoo – Vi har også gråspurve”
Ps: Jeg synes, det er synd, at ingen tilsyneladende vil sponsorere bæverrotten. Som om den ikke i forvejen har adskillige gode grunde til knækket selvværd.
Når …
24. august, 2004
… folk skubber på cykelstien
… håndværkerne på hjørnet ikke længere råber ”godmorgen søde”
… postbudet er trukket i de lange bukser
Så ved man, at efteråret er lige om hjørnet.
Jeg skulle jo bare ned efter smøger
18. august, 2004
Mand: “Ved I hvad? Jeg var på Rigshospitalet, og så sagde de, at mit blod var grønt!”
Kioskknægt & tante: “Nåda …”
Mand: “De sagde, at mine forældre måtte stamme fra en anden planet”
Kioskknægt & tante: “Jaså …”
Mand: “Det kan jeg altså ikke forstå …”
Kioskknægt & tante: “Næh, det …”
Mand: “Og så sagde de, at de ikke kunne give mig blodtransfusion, for sådan noget blod havde de altså ikke”
Kioskknægt & tante: “Aha …”
Mand: “Nåmen, hejhej”
Kiosknægt & tante: “Hej”
Mand: “Hej. Så.”
2100
17. august, 2004
Idag så jeg ved Lille Triangel en løbende mand, kun iført hvide underbenklæder af typen “tanga, årgang ’83″ (det er et skud), efterfulgt af en forpustet og svært svedende kameramand.
Der er ingen grænser for vildskaben på Østerbro.
tante tjekker referrers #2
16. august, 2004
Påfaldende, i grunden, at denne søgning fandt sted fredag aften omkring kl. 18 …
Jeg tror jeg smiler
13. august, 2004
Da jeg skrev disse ord, var jeg just hjemvendt fra en samtale.
Det blev ja.
Den 1. september starter jeg i praktik hos et københavnsk kommunikationsbureau (der her – for nu, i hvert fald – skal forblive anonymt).
Det bliver sgu sværere og sværere at opretholde en sund og naturlig pessimisme.
I øvrigt
11. august, 2004
”Hvis man borer en negl ind lige midt i myggestikket, holder det op med at klø”
Det er jo løgn.
Limbo
09. august, 2004
Rastløs. Spændt. Utålmodig.
Ja. Nej.
Gode nyheder. Dårlige nyheder.
Ventetiden er først lige gået igang.
Jeg hader at vente.
Måske lidt havudsigt vil sløve sommerfuglene i min mave.
Håndklæde, bikini, solcreme.
Afsted med mig.
Ottemånedersreflektioner
08. august, 2004
Da jeg for omtrent 8 måneder siden skrev mit første blog-indlæg, var jeg mildest talt temmelig skeptisk. Jeg syntes dybest set hele weblog-fænomenet var ganske bizart og havde svært ved at gennemskue formålet med det.
Grundet et længere sygdomsforløb og en deraf følgende helt absurd grad af kedsomhed, kastede jeg dog en mørk vinterdag de første usammenhængende linier ud i bloguniverset. På mange måder var det en temmelig grænseoverskridende handling, og jeg var egentlig ikke helt sikker på, at jeg brød mig om at lægge mine tanker ud til offentlig skue.
Hvad der var begyndt som en forholdsvis ulogisk hmm-det-her-er-fandme-mærkeligt-så-det-må-jeg-prøve (men-max-en-uge!) tilgang til sagen, udviklede sig efterhånden til en fascination af de muligheder, der ligger i mediet. Primært den sociale interaktion, der udspiller sig på og mellem de forskellige blogs. Dog havde jeg langtfra forestillet mig, at jeg nogensinde skulle trække denne interaktion med ud i den virkelige verden, og i et godt stykke tid var min almindelige hverdag og bloggen to sideløbende men helt seperate virkeligheder.
På et eller andet tidspunkt begyndte de to dog at flyde sammen. Dette var endnu en grænseoverskridende oplevelse, og jeg var slemt betænkelig ved eksperimentet, men opdagede til min store forbløffelse at blogger-folk rent faktisk er temmelig ærlige mennesker. Det indtryk jeg havde fået af den skriftlige version af folk stemte ganske godt overens med de personer, jeg pludselig stod overfor. En lettere surrealistisk fornemmelse af at møde nye folk, man kendte i forvejen. Surrealistisk i ordets mest positive forstand, vel at mærke.
Hvor jeg egentlig vil hen med det her, er jeg ikke helt klar over … Men, indrømmet, det er da lidt pudsigt, at det lige falder sammen med et stort ønske om flere tilmeldinger til festen …
Tillad mig at citere plokkeren: ”Jeg fandt for længe siden ud af, at weblogs for alvor blev sjove, når man kendte menneskene bag. Pludselig gav al ordliren og flommen mening”.