Brev

23. juli, 2004

Kære VVS-mand,

Jeg ved, at du er en travl mand. Der er rør, der skal ses på. Der er frokost, der skal spises. Der er øl, der skal drikkes. Især på en fredag. Og jeg ved, at det kan være svært at bevare overblikket i en stresset hverdag.

Derfor er jeg heller ikke sur over, at du beslutter dig for at lukke for vandet – ALT VANDET – uden så meget som at varsle det på en post-it.

Joh, jeg indrømmer da gerne, at det er en anelse ubelejligt for mig, da jeg netop er hjemvendt fra en løbetur. Men det skal du ikke tænke på.

Det er måske også en kende generende ikke at have nogen idé WHATSOEVER om, hvornår man kan forvente at komme i bad. Men det må du ikke lade dig stresse af. Endelig ikke. Spis du bare din frokost. Drik din øl. Hey, tag resten af dagen fri. Jeg venter bare til mandag, så.

For jeg skal ikke brokke mig. I må i forvejen høre så meget. Alle disse fordomme om håndværkere. Helt uberettiget.

God weekend og varme tanker herfra,
/tante lilla

PS: Pøh!

2 kommentarer til " Brev "

  1. Hansi:

    Forsøger du i virkeligheden ikke bare, at snyde dig fra at vaske op i en hel weekend?

    23. juli, 2004 kl. 12:39

  2. tante lilla:

    Sooo busted … !

    23. juli, 2004 kl. 13:13

Sig noget