Pinsesolen danser

31. maj, 2004

… Er det når de der små pletter for øjnene reproducerer sig selv i helt uhyggelig grad og nærmest bliver selvlysende, samtidig med at rotationshastigheden tredobles?

Lang. Weekend. Må. Sove. Nu.

Nå da …

27. maj, 2004

Kiosk-dude: ”Er det på vej til at regne derude?”
Mig: ”Nej, jeg tror det ikke”
Kiosk-dude: ”Godt. Jeg har hvide bukser på. Det holder jo ikke”
Mig: ”Nej, det … ”
Kiosk-dude: ”Jeg skal mødes med en dame”
Mig: ”Ja, så … ”
Kiosk-dude: ”Jeg har også hvide boxer-shorts på”

Min hjerne fyldes dagligt med overflødig – og af og til direkte uønsket – viden.

Dårlig stil søges

25. maj, 2004

Nu skal det jo ikke alt sammen gå op i tant og … well …
Eksamen nærmer sig med hastige skridt.
Derfor afbryder jeg et øjeblik for at bringe en efterlysning (og en af de seriøse af slagsen).

Jeg mangler dårlige websites (thi dem er der jo alt for få af i denne verden!).

Det er primært de ringe tekster jeg er ude efter (kedelige, unødigt lange, sprogligt grimme eller blot slemt uforståelige). Uigennemskueligt design og fjollet sitestruktur absolut ingen hindring. Gerne sites, hvor man får den fornemmelse, at bagmændene ikke har set nogen fidus i at tænke i målgrupper.

URL’er modtages i kommentarfeltet og belønnes med en smiley.

Og så på en mandag!?

24. maj, 2004

Mandags MSN med veninden. Midt i weekendsladder, historier om kollegerne og lidt almen tom snak, toner følgende besked pludselig frem i det lille vindue:

”Hvad synes du egentlig meningen med livet er? Ja jeg kaster lige et lille spørgsmål ind…”

WTF!? Så skulle grundlaget for dagens første skriveblokering vist være på plads.

Tømmermandskur

22. maj, 2004

Cykeltempo overordentlig lavt. Let brise. Solskin i øjnene. God ven ved sin side. Omkring Langelinie, langs vandet, forbi Nyhavn, softice på Købmagergade, slentren gennem Kongens Have. Sludren om gamle og nye dage.

På en dag som denne kan man godt gå hen og blive helt forelsket i sin by. På trods af at duen valgte at klatte lige der, hvor den gjorde.

We Come 1

20. maj, 2004

Hvis jeg sidder helt stille, kan jeg stadig mærke bassens magiske dunken i brystet. Infernoet af hypnotiserende lamper i øjnene. Maxi Jazz’s rå og upolerede stemme i ørene. Duften af sjov tobak i næsen. Glimtvise øjeblikke med fælles puls og lyksalig samhørighed i maven.

Jeg var ude at lege igår. Det burde man gøre noget oftere.

At vide eller ikke …

18. maj, 2004

Jeg var inde at se Big Fish igår.
”Hvis man kigger ind i heksens øje, kan man se hvordan man dør”
Jeg tror ikke, jeg ville have kigget.

Selvom … nogle gange ville livet unægteligt være nemmere, hvis man kendte lidt mere til forløbet. Visse beslutninger ville være lettere at træffe, hvis man vidste hvad konsekvenserne ville blive … eller bare fik et hint, hvis man var på vej i den helt forkerte retning. Men hvad ville idéen så være … ? Meningen er vel, at vi skal dumme os et helt absurd antal gange, at vi skal lære så lidt som muligt af vore fejltagelser, gentage dem og videregive vore erfaringer til andre, der så kan dumme sig i lige så høj grad.

Eller er der noget, jeg helt har misforstået?

Ps: Læg nu ikke for meget i det (I der måtte). Tror blot vi taler forbipasserende eftermiddagstungsind/overspringshandling.

Dammit. Ikke igen.

17. maj, 2004

Mandag er et blankt stykke papir. Det er chancen for at starte påny, viske tavlen ren og bryde med uheldige vaner og ukonstruktive mønstre. Hvis man nu for eksempel (for eksempel!) har brugt al for megen tid på leg og spas, er mandag dagen, hvor man har mulighed for at rette op på det. En frisk start. Arbejdsivrig energi. Fornuftsbetonede beslutninger.

Problemet er bare, at det er lidt ligesom med Politikens sommerkonkurrencer. Man skal helst være med fra starten af – ellers kan det lissom være ligemeget. Har søndagens fridagsmentalitet ganske ubemærket sneget sig med over ugegrænsen, er spillet tabt. Så må man vente til næste mandag med at rette op på tingene. Pokkers.

What are the odds!?

16. maj, 2004

Skal det gøres, kan man jo ligeså godt gøre det med stil. Skal man trække i løbeskoene efter 10 måneder i syge-eksil, kan man da ligeså godt gøre det den dag der afholdes Copenhagen Marathon. Og jo, selvfølgelig skal man da lægge sin rute, så den lige præcis kolliderer med 7500 toptunede folk med nummer på ryggen. Der er jo ingen grænser for morskaben: ”Hey, du løber den forkerte vej”, ”Du har vist tabt nummeret” og sidst men ikke mindst ”Er du blevet væk fra dine venner, søde?” Ha. Ha. Ha. Jeg ler stadig indvendigt. Not.

Næste gang, tante, tjekker du sgu lige kalenderen. Fjols.

Lang fredag. Meget lang.

14. maj, 2004

Slik – tjek!
Chips – tjek!
Sodavand – tjek!
Alkoholdige drikke – tjek!
Flag på fod – tjek!
Midlertidig oprykning af kvalmegrænse
(i ordets bredeste forstand) – tjek!
Håb om tolerance og udholdenhed – tjek!
Løfter om lagkage – tjek!
Diadem – bugger!
(en lysebrun, lettere slidt cowboyhat i fløjl er bare ikke helt det samme)
Smøger – tjek!
Rigtig mange smøger – tjek!

Jeg må tro på, at alle mennesker besidder masochistiske tendenser af en eller anden art. Ellers ser jeg ingen forklaring på, hvad jeg er på vej til at begive mig ud i. En lejlighed på Nørrebro vil inden længe være omdannet til et royalt inferno af flag, faldera og didgeridoo.

Dybe indåndinger og Gud bevare Danmark.