Careful what you wish for!
07. april, 2004
Eller ønsk i hvert fald meget specifikt. De højere magter har det med selv at hitte på kreative løsningsforslag.
Et af disse kunne være influenza …
Årstidsforvirring
06. april, 2004
Der er nogle ting, der bare ser rigtig cool (på-den-halvkiksede-måde) ud på film. Såsom når hovedpersonen strider sig gennem New Yorks gader en stormfuld, regnvåd efterårsdag, kæmper med en genstridig og sønderslidt paraply, for derefter at kyle den i den skraldespand, som helt tilfældigt men ganske belejligt er placeret lige der, hvor heltens frustrationer kulminerer.
Det var godt nok Østerbro, og det skulle vist nok forestille at være forår, men idag følte jeg mig for en kort stund som en ægte New Yorker, da jeg knaldede paraplyen mod bunden af den grønne skraldespand for derefter med udtalt fuck-verden-attitude at stride videre i uvejret.
(Det havde måske virket en tand mere cool, hvis ikke jeg en halv meter længere fremme havde været nødt til at stoppe for rødt)
Tips & tricks #2
Skulle man en sen aften komme hjem, tænde lyset i køkkenet, ikke ramme den rigtige knap i første forsøg, ikke tænke videre over det … Vågne næste morgen, åbne køleskabet, blive mødt af en udefinerbar og stærkt ubehagelig dunst, kan man nok være temmelig sikker på, at der er en sammenhæng …
Ikke fordi dette råd gør nogen forskel. Der, næste morgen.
Tvetydige forårsfornemmelser
04. april, 2004
Det ligger i lydene, det ligger i vinden, det ligger i duftene, det ligger i lyset, det ligger i kalenderen, det ligger i musikken på anlægget …
Jo længere tiden føles, jo langsommere den synes at gå, des hurtigere er man på forunderlig vis tilbage ved udgangspunktet. Der hvor alting begynder. Og slutter. Een lang gentagelse med tillæg. Modificeret déjà vu. Hvis bare man havde større indflydelse på redigeringen …
(Bær over med mig. Jeg tror, det er en søndagsting – et fænomen der i øvrigt ofte, men ikke altid, falder sammen med hvad en af mine veninder har døbt ’Post-Drinking-Blues-Syndrom’)
Ok så
02. april, 2004
Telefonen ringer
Ham: [distræt og hektisk tonefald] Hej du … Går det godt?
Mig: Jo t…
Ham: Er du forvirret?
Mig: Njøh, ikke sådan mere end normalt …
Ham: Nåmen, jeg er forvirret. Skulle jeg ikke tage at ringe igen om et par minutter?
Mig: Tjoh …
[klik]
Af og til overvejer jeg, om det er mig eller resten af verden, den er gal med …
Tips & tricks
01. april, 2004
Skulle man have for meget tid tilovers eller blot tænde lidt på potentielle tvangstanker, kan følgende anbefales:
1) Køb en røgalarm
2) Sørg for at batteriet er tæt på at være dødt
3) Anbring alarmen det mindst indlysende sted, du kan komme på
4) Glem alt om, hvor du har placeret den
5) Brug de næste 2 timer på at overveje, om du er ved at miste forstanden eller om der virkelig er bizart pibende mus i lejligheden