Svømmehalscitater #2

28. april, 2004

Jeg indbyder til brok, tror jeg. Jeg skal da blankt erkende, at pessimismen er mit fundament her i livet, men af og til – som f.eks. idag – er jeg næsten i noget, der ligner godt humør. Men ægte sortseere kender deres lus på … eller hvordan det nu er. Tilsyneladende.

Man står og passer sig selv i omklædningsrummet i svømmehallen. Smiler måske næsten lidt. Men sådan noget slipper man ikke ustraffet fra. Straks ankommer en furie af en kvinde iført håndklæde og højt opsat hår. Hun kigger bebrejdende på een og siger med fortørnet stemme:

”Ja, det blev jo en kort svømmetur!”
”Nå?”, forsøger man sig med et smil.
”Ja, der står jo, at man skal gøre håret vådt. Og nu har jeg jo ikke min specielle shampo med. Man kan jo ikke vaske hår med striber i en hvilken som helst shampo. Det går jo bare ikke!”

Vi fortsætter herefter ud i en forklaring om, at hun skulle have holdt sig til Gladsaxe svømmehal, for dér behøver man skam ikke vaske hår (hmm, i øvrigt), hvordan hun ALDRIG har hørt mage og at det jo ikke ligner noget, at hun så ikke kan få pengene tilbage …

Der er meget mere (tror også vi kommer omkring arbejdspladsen og noget med en p-bøde), men på et eller andet tidspunkt slipper min koncentration op og ordet ”hvorfor!?” bliver ved at runge i mit hoved. Måske jeg skulle tage at købe noget lyserødt tøj. Eller bare et lyserødt håndklæde. Jeg tror ikke folk i lyserødt bliver udsat for den slags.

6 kommentarer til " Svømmehalscitater #2 "

  1. Simon:

    I den slags tilfælde sætter jeg altid et smil op, nikker hvert 3 sekund og afspiller en Steen & Stoffer bog for mit indre.
    På et eller anden tidspunkt bliver de trætte og går eller også synes de man er mærkelig fordi man står og smiler mystisk.

    28. april, 2004 kl. 14:26

  2. tante lilla:

    Simon: Hun var ikke nem at køre træt. Endte med at tanten, nikkende og smilende, måtte bakke ud af svømmehallen, for afslutningsvis med psykotisk glad stemme at fyre et “Jamen, ha’ en god dag” af. Så løb jeg også.

    28. april, 2004 kl. 15:01

  3. dalager:

    Du kan sgu noget, Tante!
    Det må være fordi du udstråler en eller anden form for “social safety”. Det sker utroligt sjældent for mig, hvilket jeg godt kan ærge mig lidt over. Jeg går glip af alt alt for mange gode historier.

    Simon, hvad laver du i det forkerte omklædningsrum?

    28. april, 2004 kl. 15:15

  4. neurox:

    Hvorfor kan folk bare ikke se det, når man højt tænker “DU SPILDER MIT LIV, DIN SÆRE STODDER”.. ??

    Istedet for “no, I will not fix your computer” t-shirts, burde man måske ha’ en “nej, jeg gider ikke snakke med dig”. Eller det for kynisk? Rammer det måske udover målgruppen? Måske skulle man iføre sig sådan én her, og håbe at folk holder om med at plage en unødigt:

    http://idiotblender.dk/funny/firstdate

    28. april, 2004 kl. 18:20

  5. tante lilla:

    Bekræfter blot min teori, dalager. Smid den lyserøde charmeklud, og underskudsmenneskerne vil strømme til dig.

    neurox: Har umiddelbart lidt svært ved at finde frem til, hvad det er, jeg burde iføre mig, men udfra titlen lyder det absolut både interessant og relevant ;)

    29. april, 2004 kl. 13:18

  6. Simon:

    Dalager: Ahhh. Så var det nok derfor de synes jeg var underlig.

    29. april, 2004 kl. 17:12

Sig noget