Hmm … #2
22. april, 2004
Kvinden midt på vejen forsøgte at undgå bilerne, mens hun ivrigt vinkede af mig. Hun var vel omkring de halvtreds og så temmelig forvirret ud. For ikke at nævne frustreret. Først var jeg ikke helt sikker på, om det virkelig var mig, hun forsøgte at komme i kontakt med. Men hun blev ved at vinke hektisk. Efterhånden tilsat lidt råb. Høflig som man nu engang er, forsøgte jeg at komme hende til undsætning. Det så ud til at være noget nær en krisesituation, vi var ude i her.
”Har du brug for en Nokia-øresnegl?”, hviskede hun med store, forskræmte øjne, mens trafikken brølede om ørene på os. Hun åbnede venstre hånd, så et lille virvar af ledninger kom til syne. ”Jeg kan ikke have den i øret”.
Jeg har tænkt det før. Og jeg tænker det gerne igen. Noget er helt skævt. Om det er mig eller resten af verden, har jeg stadig ikke kunne gennemskue.
dalager:
Du må på en eller anden måde virke stærkt appellerende på den slags situationer.
Det er lidt svært at se, hvordan man kan udnytte det kommercielt, men det må sgu kunne lade sig gøre!
22. april, 2004 kl. 17:24
plok:
Jeg synes der mangler en vigtig pointe her, tante … Øresneglen? Tog du den?
22. april, 2004 kl. 17:44
David Blangstrup:
En øresnegl på vejen… en sær snegl i vejen?
22. april, 2004 kl. 18:00
Grith:
Ja, som Dalager siger; du har det med at tiltrække de mest underlige mennesker:-) Der må være penge i det på den ene eller den anden måde:-) Udnyt det, udnyt dem, føl dig ikke for god til noget, under alle omstændigheder så sig noget underligt, så er der noget at blogge om:-)
22. april, 2004 kl. 18:04
tante lilla:
… og skulle _nogen_ være i stand til at udvikle mit sære talent til et indbringende koncept, må det da være Dem, dalager! 50-50?
Godt spørgsmål, plok, godt spørgsmål. Jeg vil lade folket forblive i gisning (mest fordi det er et rart ord)
David: Under alle omstændigheder er der regn på vej. Det skulle man måske tænke lidt over …
Grith: De underlige udtalelser kommer helt af sig selv. Blogmæssigt bestræber jeg mig dog af etiske årsager på primært at udlevere andre … eller var det omvendt …
22. april, 2004 kl. 21:22
dalager:
50-50 lyder som et udmærket udspil.
Jeg havde tænkt mig, at vi kunne starte med noget doku-reality-soap halløj.
En underholdende vinkel på at vise det danske samfund, som det i virkeligheden er.
Du er fødselshjælperen (i sokratisk forstand), der bringer os til kollektiv erkendelse gennem en række bizarre optrin, hvor du møder den sande københavnske virkelighed. Eller den møder dig.
Whatever.
Lyder det som noget for dig?
22. april, 2004 kl. 23:35
tante lilla:
Såvidt jeg læser det, er vi ude i noget med visuelle medier her. Og det er jo det, der sælger.
_Hvis_ vi kunne presse nogle kendisser ind, tror jeg absolut ikke det ville skade (men nu skal man selvfølgelig også passe på ikke at komme ud i noget konceptkopiering)
Men ellers lyder det lovende, dalager. Absolut.
23. april, 2004 kl. 00:39
erlando:
Giv idéen til TV2. Så laver de et boligshow ud af det…
23. april, 2004 kl. 12:19
tante lilla:
Evt. krydret med nogle folk på slankekur (der muligvis kunne genfortælle vejrudsigten, gerne mange gange på forskellige måder). Så skulle successen næsten være sikker.
23. april, 2004 kl. 14:57
Joachim:
Jeg er på slankekur…igen *suk*
25. april, 2004 kl. 20:14