Mennesket vs. maskinen
13. april, 2004
Min vaskemaskine er ondskab i rendyrket form. Jeg mistænker den for at have gang i noget terrorvirksomhed af en art.
Skade af materiel har den mestret gennem en længere periode nu. Den beslutter simpelthen selv, hvornår den finder det passende at afmontere sig vandhanen, hvilket oftest resulterer i betydelige mængder vand ud over bord og gulv.
Fysisk skade er den også ganske ferm indenfor. Eksempelvis har den dut, der løsner hjulene, så dyret kan (eller burde kunne) flyttes, specialiseret sig i at påføre tæer en helt absurd grad af smerte.
Men nu har maskinen overgået sig selv. Psykisk terror. Den har pillet ved vandhanen, så denne har anlagt sig en gevaldig frustrerende dryppen. Meget hyppig. Meget regelmæssig. Meget høj. Det har været en meget lang nat.
Men den skal ikke få mig ned med nakken, skal den ej. Jeg forsøger bravt at undlade at vise tegn på frygt eller vrede. For det er jo det, den vil have. Jeg borer neglene ind i håndfladen, men siger ikke så meget som et ord. For så har den vundet.
Det bedste forsvar er et angreb, har nogen vist engang sagt. Jeg overvejer at lægge ud med at placere et tikkende ur i køkkenskabet i nat. Bare sådan for at psyke den lidt.
Pernille:
Du må også meget gerne låne den ene af vores katte. Hun er i løbetid, og jeg lover dig, at efter én nat med hende, så overgiver den sig på stedet ;-)
13. april, 2004 kl. 16:32
Grith:
Jeg er sikker på at din vaskemaskine har dannet netværk med min, den stod nemlig af for lang tid siden, og kostede også imellemtiden masser af basører, men den bor her fandme endnu! Dumme kræ….
13. april, 2004 kl. 18:38
Rasmus:
Alternativt kunne du jo ringe til Peter fra Leasy … på den anden side … arjj.
13. april, 2004 kl. 19:00
tante lilla:
Pernille: Pænt af dig at tilbyde. Skal jeg se helt realistisk på forslaget, må jeg dog nok erkende, at det meget vel kunne vise sig at være en fatal overvurdering af eget heltemod.
Grith: Min flyttede ind ganske gratis. Troede jeg. There’s no such thing as a free washing machine. Som man siger.
Rasmus: Peter? Gør han det også i terrorbekæmpelse?
13. april, 2004 kl. 19:58
Sherry:
Det er en hel terrorcelle af vaskemaskiner er det. En bande! Her i huset er det vaskemaskinens afløbsslange, som (aldrig) i tide og (altid) i utide hopper af det rør den ellers er blevet påmonteret. Vand over hele gulvet, med våde strømper, tæer og hvad der nu ellers færdes/ligger på gulvet til følge.
Men også jeg har for længe siden taget beslutningen: Jeg vil ikke lade mig påvirke. Hvorfor jeg til tider er at skue soppende barfodet rundt, med røven skudt godt i vejret imdens jeg storsyngende tørrer op efter endnu en vandafgang. Den får mig IKKE ned med nakken.
13. april, 2004 kl. 21:24
tante lilla:
Hold da op for en sørgelig historie, Sherry. Men hold ud. Sammen skal vi ignorere skidtet i sænk … eller … dårligt ordvalg …
13. april, 2004 kl. 22:20
Joachim:
Jeg lader altid tørretumbleren køre samtidig – den skramler så meget at jeg overdøver vaskemaskinens skavanker.
13. april, 2004 kl. 23:44
Joachim:
Man er vel en smule selvcentreret – det er naturligvis “den” – tørretumbleren – der larmer.
13. april, 2004 kl. 23:53
Joachim:
Det er hver gang jeg skriver noget seriøst – så går der lort i den!
13. april, 2004 kl. 23:54
tante lilla:
Ja, lad være med det, Joachim. Det forvirrer mig.
14. april, 2004 kl. 00:36