Tips & tricks #2
06. april, 2004
Skulle man en sen aften komme hjem, tænde lyset i køkkenet, ikke ramme den rigtige knap i første forsøg, ikke tænke videre over det … Vågne næste morgen, åbne køleskabet, blive mødt af en udefinerbar og stærkt ubehagelig dunst, kan man nok være temmelig sikker på, at der er en sammenhæng …
Ikke fordi dette råd gør nogen forskel. Der, næste morgen.
Robert:
Man kan bare håbe, at man opdager det inden man – halvt i søvne – sætter mælkekartonen for munden, og får fyldt gabet af hvide klumper. Ikke fordi det er noget jer har erfaring med – slet ikke.
06. april, 2004 kl. 13:31
René:
Samme proces sættes i øvrigt i gang, hvis det er på vej på tre ugers sommerferie, man lige vil slukke lyset. Hvis køleskabet desuden er en fryse/køle-kombi øges mængden af ubehagelige dunste i øvrigt drastisk. Når dertil lægges, at en sådan sommer ofte byder på temperaturer over 25 grader, så får man en på det nærmeste ubrydelig mur af stank, som gerne bliver siddende i alle møbler og gulvtæpper i et par år efter.
Ikke fordi dette udfald gør nogen forskel. Her, tre år efter.
06. april, 2004 kl. 13:31
visitsen:
et stykke velplaceret tape gør forskellen – rådet er afprøvet af en der har haft mange lignede oplevelser – inden jeg flyttede ind i en lejlighed, hvor køleskabsstikket er placeret bag køleskabet.
06. april, 2004 kl. 13:34
tante lilla:
Robert: Selvom de fleste af mine sanser er stærkt svækkede, når jeg lige er vågnet, er lugtesansen tilsyneladende min ven …
René: Visse goder er der da ved elendigt forårsvejr … og manglende midler til at tage på påskeferie …
visitsen: Tape er godt. Desværre er mine stikkontakter af ældre dato og ikke af den type, hvor tape ville gøre nævneværdig forskel. Arbejder dog på idéplan med en løsning, der indebærer noget sensor-værk og noget musik … Er ikke helt færdigudviklet endnu …
06. april, 2004 kl. 15:43
dalager:
Tante, har du overvejet, om du bliver straffet for et eller andet? Her, dagen efter.
06. april, 2004 kl. 18:47
tante lilla:
Jeg synes at fornemme visse insinuationer her. Hvis det er tilfældet, vil jeg lige for god ordens skyld pointere, at der er tale om helt grundløse anklager.
(Men bare in case, betyder det så ikke, at jeg er straffet nok, og at evt. hævn må rettes andetsteds hen?) (Det skulle jeg nok mene)
06. april, 2004 kl. 20:15
dalager:
Der er et bredt fortolkningsfelt, men lige dit forslag om hævnforskydning tror jeg ikke hører ind under ‘gyldige læsninger af situationen’.
Lad se.
06. april, 2004 kl. 20:47
tante lilla:
Jeg har et par forslag til, hvor du kunne se hen …
Med nærværende indlæg in mente, kan jeg ikke forestille mig, at jeg fremstår som en person, der har klarsynet til ondsindede aktioner.
06. april, 2004 kl. 23:02
dalager:
God pointe, dér.
Men nu er jeg desværre typen der hævner bredt og uden sans for gradueringer af retfærdighed. Der er lidt mere Sturm und Drang over det.
Det er måske ikke vildt charmerende, men det arbejder jeg på.
07. april, 2004 kl. 00:00
plok:
I taler i gåder. Hvad handler det her om?
07. april, 2004 kl. 09:13
tante lilla:
Ja, jeg er også i tvivl. Taler personligt på rent hypotetisk plan, men det lyder til, at noget nager den gode hr. D.
Fornemmer man.
07. april, 2004 kl. 10:52