Siden sidst
10. marts, 2004
Sidste forår holdt min gamle folkeskoleklasse noget reunion-slabberas. Nu har jeg lige modtaget en ”Ja, så er det snart et år siden vi sidst sås. Skriv og fortæl om, hvad der er sket det sidste års tid” mail…
Hip. Hip. Hurra.
Jeg leger lidt med tanken om at rundsende følgende svar:
I juni bestod jeg alle mine eksaminer med 13-tal.
I juli rejste jeg til Sicilien, giftede mig med en mafioso-boss og flyttede til hans sommerresidens på Trinidad.
I august blev han skudt af en vildfaren og sindsforvirret spejderleder, og jeg rejste til L.A. med en stor kuffert sorte penge. Her kom jeg ud i et massivt stofmisbrug.
September og oktober er slørede.
I november blev jeg indlagt på Betty Ford, hvor jeg netværkede som bare fanden.
I december rejste jeg til Indien, hvor jeg med hjælp fra en gammel transseksuel tibetaner fandt kilden til evigt liv.
I januar blev jeg castet til en rolle i Tarantinos nye film (premiere til efteråret).
I februar opfandt jeg formlen, der forvandler Fun-saftevand (jordbærsmag) til olie, hvilket formodentlig sikrer mig økonomisk resten af livet (pænt lang tid, min udødelighed taget i betragtning).
Ellers ikke det store. Håber I har det godt.
Det virker på en eller anden måde lidt mere interessant end sandheden, der ikke indeholder meget andet end sygdom og ekstrem kedsomhed.
Shhh…
09. marts, 2004
Det var da verden pludselig åbnede sig og man med ét opdagede en hidtil hemmeligholdt del af livet. Det var da alkoholens magi (og djævelskab) viste sig. Det var da man hostede sig igennem de første smøger. Det var da man opdagede det andet køn. Det var da man på én gang følte sig mere voksen end man nogensinde siden vil komme til og mere sårbar end på noget tidspunkt før. Det var da man klokken-overhovedet-ikke-i-overensstemmelse-med-aftalen lettere usikker på benene listede nøglen i låsen.
Man vidste præcis hvor meget skabet i gangen kunne åbnes, før det højlydte klik bragede gennem det lydløse hus. Man kendte hvert et trin på trappen og vidste, at man ved 5. trin nedefra skulle træde i venstre side for at undgå larmende knirken. At komme ind på værelset var lidt tricky. Den første meter gulvbrædder knagede gevaldigt, men efterhånden mestrede man kunsten at tage et meget stort og dog lydløst skridt henover forhindringen. Lettere euforisk over egen genialitet kom man så i tanke om tandbørstningen. Sporene fra røg og alhohol måtte udryddes.
Dreje meget forsigtigt på hanen. Forsigtigt løfte remedierne op fra tandkruset. Og her omkring var det så, at det af en eller anden grund altid gik galt. *SLAM* *BONK* *DONK* *DING*. Lyden af tandbørste og/eller tandkrus, der rammer bunden af et badekar for derefter på lystig vis at hoppe rundt – tilsyneladende i et forsøg på at afdække samtlige cm2 af det store porcelænshelvede. Slaget var på alle måder tabt.
Måske var det lettelsen over at have klaret det så langt så lydløst. Måske var det alkoholens virkning, der ikke længere kunne undertrykkes. Dog hælder jeg mest til den teori, at det skyldes en lokal og ondsindet badeværelsesånd. Det viser sig nemlig, at jeg ikke var ene om disse gentagne nederlag. Ned til mindste detalje har min bror adskillige gange gennemlevet samme scenarie.
Brugervenlig overtro
08. marts, 2004
Let knugen i maven. Pulsen en anelse i vejret. Tanken om de dér ting, der ligger og venter, men som man på ingen måde har lyst til at konfrontere. At få ringet til tandlægen, der nu har sendt adskillige pangfarvede postkort. At åbne den stak af rudekuverter, der har hobet sig op på spisebordet. At opsøge sandheden om saldoen. At foretage det dér ubehagelige telefonopkald…
Heldigvis ved alle jo, at den slags ting ikke må udføres, i fald man ser en rød bil køre forbi vinduet. Eller en 60w pære springer. Eller hvis d. 8. falder på en mandag. Eller hvis p3 spiller Tim Christensen…
Når musikken er lav
07. marts, 2004
Lørdag aften. Et sted på Nørrebro.
Hun: Hvor skal vi tage hen og spise?
Han: Det ved jeg ikke. Hvad kan du lide?
Hun: Jamen, jeg spiser ikke så meget kød … Jeg kan godt lide pasta
[pause]
Hun: Det er mærkeligt med sådan nogle blind dates, ik?
Han: Jo
[pause]
Hun: Vi kunne også bare tage en pizza
Han: Tjoh
Hun: Hjemme hos dig…
[pause]
Hun: Det er ikke så tit, at en pige, to timer efter I har mødtes, spørger om I skal tage hjem til dig, vel?
Han: Nej
[pause]
Hun: Skal vi gå?
Tæt omslyngede forlader de etablissementet. Inden han går ud af døren, vender han sig om og smiler stort til mig. En glad mand.
Det bryder jo lissom isen
06. marts, 2004
Jeg kan ligeså godt sige det, som det er. Jeg har et umådelig anstrengt forhold til festlege.
Faktisk har jeg det ret skidt med spil af enhver art (når man lige ser bort fra geografiske nødvendigheder såsom en uge i en norsk fjeldhytte med UNO og Røvhul samt en improviseret ferie i Nordjylland med obligatorisk rafling til følge).
Desværre er flere folk i min omgangskreds temmelig pjattede med den slags, hvilket betyder, at jeg efterhånden har fået opbygget et ganske pænt sortiment af undvigemanøvrer på feltet. Det er helt utroligt så entusiastiske og vedholdende nogle mennesker kan blive, så snart én har udtalt de fatale ord: ”Skal vi ikke spille et spil?”
Spillene er dog én ting. Festlegene befinder sig i en helt anden og langt mere angstfremkaldende liga. Nu ligger landet imidlertid således, at jeg (meget mod min vilje) er havnet i rollen som medarrangør af en sådan ’event’, og eftersom jeg har gjort alt menneskeligt muligt for at fortrænge grimme scenarier fra alle de tåkrummende pinlige festlege, jeg i tidens løb har været udsat for, er jeg fuldstændig blank. Jeg har simpelthen ingen idé om, hvordan man griber en sådan opgave an. Rammer jeg helt ved siden af, hvis jeg siger, at der helst skal være noget med nogle balloner, noget dobbeltsidet tape og en hat?
Så kan hun lære det
05. marts, 2004
En af fordelene ved ikke at have drukkket alhohol i næsten et halvt år er, at der ikke skal så meget til…
En af ulemperne ved ikke at have drukkket alhohol i næsten et halvt år er, at der ikke skal så meget til…
Det er vel et spørgsmål om perspektiv. I skrivende stund vejer ulemperne unægteligt tungest.
Efterlysning
04. marts, 2004
Jeg erhvervede for nyligt et udendørs-termometer. Det er jo ikke nok at føle det er koldt – man må have håndgribelige beviser! Det er af typen, der skal monteres på ydersiden af vinduet, men eftersom jeg just har fået spritnye termoruder, nænnede jeg ikke at bore i de jomfruelige, flaskegrønne rammer (og så har viceværten desuden sagt jeg ikke må).
Derfor blev det alternative gør-det-selv-gen taget i brug og tanten udrettede mirakler med gaffatapen. Det holdt knap en uge (mirakler har det tilsyneladende anstrengt med det danske klima), og jeg opdagede her til morgen, at skidtet var faldet ned. Nå ja, tænker tanten, intet varer evigt, så må jeg jo bare futte ned og hente det. Men ingen spor af termometeret. Væk var det!
Nu er det så jeg tænker… Enten er der nogen, der på bestialsk vis har stjålet min humørmåler, eller også…(kan det tænkes?)… er termometer inklusiv 1½ meter gaffatape blevet grebet af vinden, har svævet lidt rundt på må og få, før det har udset sig en anden og mere tiltalende flade.
Derfor en opfordring til folket: Skulle I på jeres vej rundt i det danske land (muligvis også Malmø, har ikke helt styr på vindretningen) gribe jer selv i at tænke:
1. ”Det var da alligevel et højst besynderligt sted at placere et termometer” (og/eller)
2. ”Det var liggodt pokkers så meget gaffatape der dér kom flyvende”,
tager jeg gerne mod oplysninger, der kan bringe mig nærmere en opklaring af mysteriet og bringe min nyanskaffelse tilbage på rette plads.
En skabsbloggers død
03. marts, 2004
Nye, fine, hvide sider. Et helt domæne til min rådighed. Det burde så sandelig motivere skrivelysten. Og dog fornemmer jeg en mindre lammelse i fingerspidserne.
Hvordan var det lige jeg havnede her? Det var slet ikke meningen. Jeg skulle jo bare lige prøve det der blogspot-stads en uge eller to. Bare for sjov. Jeg er jo i virkeligheden ikke andet end en skabsblogger. Men springer man ikke ud, når man køber eget domæne? Og er jeg overhovedet klar til det? Er jeg parat til de krav, der følger med?
Nye, blanke sider opfordrer jo til interessante og velskrevne indlæg af høj kvalitet. Og her får jeg ærlig talt lidt præstationsangst. Der var ikke meget på discountudgaven, der opfordrede til noget som helst – hvilket jeg, nu jeg tænker over det, egentlig havde det ganske fint med. Domænenavnet skræmmer mig lidt. Ting som disse mindsker ikke just presset.
Well, måske jeg bare skal lade være at tænke alt for meget over det og gemme eventuelle forventninger og ambitioner væk indtil der er blevet fyldt lidt mere på væggene. Dette indlæg er jo et glimrende eksempel på, at det sagtens kan lade sig gøre at skrive indlæg uden at have noget at skrive om…
Så tillad mig at springe ud:
Jeg hedder tante lilla og jeg er blogger.
Housewarming
02. marts, 2004
Velkommen, velkommen. Træd blot nærmere. Der er klapstole i hjørnet og punch i bowlen. Tale? Jow, et par enkelte ord skal der vel til…hrmrmmm…
I had a dream. Drømmen blev hurtigt skudt i sænk. Sådan er livet; drømme smuldrer og håb brister. I dette tilfælde var det nok mest af alt et spørgsmål om absurd overvurdering af egne evner. Jeg lagde ud med en knap så gennemtænkt plan om at kode skidtet fra scratch – hvor svært kan det være!?
Jeg erkendte dog hurtigt, at hvis sitet skulle op at køre på denne side af jul, måtte ambitionsniveauet sænkes betydeligt (alt andet ville være spild af gode domænepenge). Så det endte med lidt småjustering histen og pisten. Koden er ikke køn, men den er der.
En stor tak skal lyde til ham her, der har udvist tæt på umenneskelig tålmodighed og diplomati. Jeg skylder øl. Og mere end en.
Hvorom alting er, skal I endelig ikke holde jer tilbage for at komme med kritik og gode råd – med mindre det er direkte umuligt at se siden, vil der med al sandsynlighed ikke blive lyttet til dem foreløbigt.
Lad propperne springe!