Dobbeltliv
12. marts, 2004
Jeg lever tilsyneladende to sideløbende liv for tiden. Udover det ganske velkendte af slagsen har jeg også eet, hvor jeg bor på et kollegieagtigt sted i Norge (sjovt nok sammen med stort set alle jeg kender), går i skole på skiftehold (det er lorten at have nattevagten) og har en ræv og en kanin som kæledyr. Det kan af og til være lidt forvirrende at have to liv. Man kan godt rode dem en anelse sammen nogle gange. Eksempelvis undrede jeg mig i nat lidt over, at jeg allerede var gået i seng een gang.
Mit liv i Norge har været en natlig tilbagevendende føjeton de sidste par uger. Hvis man endelig skal have en indre soap kørende, hvorfor fa’en kan den så ikke foregå et mere eksotisk sted!? Der er sgu ikke meget Freud over Norge.
plok:
Ikke meget Freud? Det afhænger vel lidt af ræven og kaninens roller …
12. marts, 2004 kl. 11:18
Rasmus:
Tjah, og så må man jo ikke glemme, at det sikkert er meget sigende, at hele moletjavsen foregår i Norge. Et koldt og vindblæst sted, hvor folk taler sjovt. Men jo, den er nok først gal, hvis du møder Fleksnes.
12. marts, 2004 kl. 11:40
jdreng:
Der kan måske være noget Lacan over Norge? Måske er Norge Danmarks (og dermed vores alles) Store Anden?
12. marts, 2004 kl. 11:44
tante lilla:
Hvem skulle have troet, at der gemte sig så meget psykoanalytisk guf i de norske fjelde.
Mht. Ræven og kaninen … de er meget opmærksomhedssøgende. Jeg har såvidt jeg husker flere gange forsøgt at ditche dem, men de lader sig ikke sådan ignorere …
Dog ingen spor af Fleksnes so far. Fortsættelse følger utvivlsomt …
12. marts, 2004 kl. 12:10
dalager:
Norge har så afgjort et eller andet barndomstraume. Sen pubertet. Sen løsrivelse moderen (1815), og derefter en tvangsanbringelse hos en stedfar indtil den endelige selvstændighed (1905).
Stadig utroligt opsatte på at definere en egen identitet.
Kom Norge, op på briksen med sig…
12. marts, 2004 kl. 13:37
tante lilla:
Jo, nu du nævner det, dalager, så har han (?) hun (?) (kønsforvirring er der også) da nogle gevaldige problemer med at socialisere med de andre. Det er ligesom om patienten melder sig ud af fællesskabet. Der er nok at tage fat på!
12. marts, 2004 kl. 14:13
plok:
Til gengæld driver hun en glimrende købmandsforretning hvor en skinke/ost sandwich og en lille cola koster knap 500 kroner …
12. marts, 2004 kl. 14:59
Randi:
Jeg gad da godt have en ræv som kæledyr….En levende, vel at mærke.
12. marts, 2004 kl. 16:00
tante lilla:
Plok: Jep, det må man gi’ hende!
(Desuden skal man være varsom med ordvalget i hendes nærvær. Tilsyneladende uskyldige ord som ‘morgenbrød’ giver hende røde kinder)
Du må godt låne min, Randi. Ah, du må sq få den, må du. Men så skal du også tage kaninen med. Vær klar omkring kl. 3:20 …
12. marts, 2004 kl. 16:19
dalager:
Et eller andet er i høj fart blæst henover mit hoved. En ræv og en kanin.
COME ON?!?!
12. marts, 2004 kl. 16:46
tante lilla:
En af de ting, man ikke skal tænke for meget over. Tror jeg.
12. marts, 2004 kl. 17:29
Randi:
Jeg er godt nok ikke meget for det med kaninen…men noget for noget er meget rimeligt..så…i´ll be there!
12. marts, 2004 kl. 18:48