Shhh…
09. marts, 2004
Det var da verden pludselig åbnede sig og man med ét opdagede en hidtil hemmeligholdt del af livet. Det var da alkoholens magi (og djævelskab) viste sig. Det var da man hostede sig igennem de første smøger. Det var da man opdagede det andet køn. Det var da man på én gang følte sig mere voksen end man nogensinde siden vil komme til og mere sårbar end på noget tidspunkt før. Det var da man klokken-overhovedet-ikke-i-overensstemmelse-med-aftalen lettere usikker på benene listede nøglen i låsen.
Man vidste præcis hvor meget skabet i gangen kunne åbnes, før det højlydte klik bragede gennem det lydløse hus. Man kendte hvert et trin på trappen og vidste, at man ved 5. trin nedefra skulle træde i venstre side for at undgå larmende knirken. At komme ind på værelset var lidt tricky. Den første meter gulvbrædder knagede gevaldigt, men efterhånden mestrede man kunsten at tage et meget stort og dog lydløst skridt henover forhindringen. Lettere euforisk over egen genialitet kom man så i tanke om tandbørstningen. Sporene fra røg og alhohol måtte udryddes.
Dreje meget forsigtigt på hanen. Forsigtigt løfte remedierne op fra tandkruset. Og her omkring var det så, at det af en eller anden grund altid gik galt. *SLAM* *BONK* *DONK* *DING*. Lyden af tandbørste og/eller tandkrus, der rammer bunden af et badekar for derefter på lystig vis at hoppe rundt – tilsyneladende i et forsøg på at afdække samtlige cm2 af det store porcelænshelvede. Slaget var på alle måder tabt.
Måske var det lettelsen over at have klaret det så langt så lydløst. Måske var det alkoholens virkning, der ikke længere kunne undertrykkes. Dog hælder jeg mest til den teori, at det skyldes en lokal og ondsindet badeværelsesånd. Det viser sig nemlig, at jeg ikke var ene om disse gentagne nederlag. Ned til mindste detalje har min bror adskillige gange gennemlevet samme scenarie.
Simon:
Det er åbenbart en universel oplevelse:
Efter stort set de samme krumspring for at nå ubemærket forbi forældrenes, var jeg kommet i helle på mit værelse (sprang toiletbørstning over).
Jeg havde dog lige lagt mig, da den grufulde sandhed ramte; jeg skulle tisse.
Halvvej tilbage og lige ud for mine forældres soveværelse er jeg ved at få overbalance. Jeg mener til dags dato at det var en sjælden indendørs kastevind, men onde tunger vil påstå at det var alkoholdens skyld.
Resultatet var dog det samme; jeg vifter vildt med den ene hånd for at genvinde balancen.
- Hånden rammer sådan en trædukke folk bruger til at male efter.
- Trædukken tager et uforudrettet hovedspring ned af en trætrappe.
Trædukken var åbenbart professionel stepper i sin fritid, for larmen den frembragte var kolosal. Ligeledes var skammen da min mor indhentende mit stormløb mod toilettet og spurgte hvad i alverden jeg havde gang i.
09. marts, 2004 kl. 13:14
Pernille:
Oh yes – for ikke at glemme, når man i sin “fuldstændigt ædru” tilstand havde svedt ud, at familien faktisk var i besiddelse af en hund, der bare IKKE brød sig om, at folk sneg sig ned af gangen i bælgravende mørke! Det er svært at tie stille med sådan et hundegebis plantet solidt i den ene læg ;-)
09. marts, 2004 kl. 13:50
tante lilla:
Simon: Indendørs kastevinde er slet ikke usædvanlige. Jeg oplever personligt en del af dem for tiden ;)
Pernille: Heldigvis havde vi ikke nogle levende forhindringer … Well, bortset fra en gammel hankat, der næppe kunne være mere fuck-jer-hvad-har-det-med-mig-at-gøre-ligeglad ;)
09. marts, 2004 kl. 16:28
Mono:
Det med at komme sent hjem, var aldrig rigtigt et issue hos mig.
Til gengæld tror, jeg at jeg er en af dem i verden, der har været tættest på at kunne diffundere gennem en murstensvæg…
Tilbage i de gode dail-up-dage, dengang man ringede op til BBS’er og Internettet stadig var noget man blot havde hørt om, modtog min mor et brev – telefonregningen. Da jeg så hendes utryk efter hun havde råbt “6000kr!!!”, vidste jeg godt hvad klokken var slået. Jeg skyndte mig ind på mit værelse og overvejede seriøst, om det ikke var bedst bare at løbe væk hjemmefra. Da mine forældre kort efter kom ind, var mit eneste ønske at kunne synke gennem ydervæggen bag mig – jeg er overbevist om, at det var ganske tæt på at lykkedes…
Mit råd: Hold jer væk fra dail-up.
09. marts, 2004 kl. 18:27
tante lilla:
Mono: Kunne (og kan) sagtens chokere med telefonregningen uden dail-up ;)
09. marts, 2004 kl. 20:34