Det bryder jo lissom isen
06. marts, 2004
Jeg kan ligeså godt sige det, som det er. Jeg har et umådelig anstrengt forhold til festlege.
Faktisk har jeg det ret skidt med spil af enhver art (når man lige ser bort fra geografiske nødvendigheder såsom en uge i en norsk fjeldhytte med UNO og Røvhul samt en improviseret ferie i Nordjylland med obligatorisk rafling til følge).
Desværre er flere folk i min omgangskreds temmelig pjattede med den slags, hvilket betyder, at jeg efterhånden har fået opbygget et ganske pænt sortiment af undvigemanøvrer på feltet. Det er helt utroligt så entusiastiske og vedholdende nogle mennesker kan blive, så snart én har udtalt de fatale ord: ”Skal vi ikke spille et spil?”
Spillene er dog én ting. Festlegene befinder sig i en helt anden og langt mere angstfremkaldende liga. Nu ligger landet imidlertid således, at jeg (meget mod min vilje) er havnet i rollen som medarrangør af en sådan ’event’, og eftersom jeg har gjort alt menneskeligt muligt for at fortrænge grimme scenarier fra alle de tåkrummende pinlige festlege, jeg i tidens løb har været udsat for, er jeg fuldstændig blank. Jeg har simpelthen ingen idé om, hvordan man griber en sådan opgave an. Rammer jeg helt ved siden af, hvis jeg siger, at der helst skal være noget med nogle balloner, noget dobbeltsidet tape og en hat?
dalager:
Føler med dig.
Er heller ikke lun på spille-spil historien. Med undtagelse af en succes for nylig med Pushers & Pimps. Der må man nemlig handle med ludere og stoffer. My kind of game :-)
Festlege. I min familie har vi altid skævet lidt uroligt til hinanden når tøjklemmer, farvet pap, elastikker og papirshatte bliver smidt på bordet. Sammen med en sjov sang. Og så skal man gøre noget imens. Og ih. Hvor. Er. Det. Bare. Hyl.
Jeg ved godt, at jeg lyder som en negativ og sur idiot. Men det er jeg altså! ;-)
Mmå jeg foreslå en børneleg som kluddermutter. Ingen accessories. Alle kender reglerne. Den er lidt fysisk og det er altid godt (?!). Alternativt kan du overveje “Hund, der er en der har taget dit kødben”. Den leger jeg faktisk tit, hvis jeg har 10-12 minutter, jeg ikke kan få brugt.
Held og lykke!
06. marts, 2004 kl. 11:32
tante lilla:
Tak Dalager. Der er alt for få sure og negative idioter i denne verden :)
En lille uklarhed: Forstår jeg dig ret … Du leger “Hund, der er en der har taget dit kødben” med dig selv? Og hvis ja, hvordan lykkes det dig så at overstå legen på 10-12 minutter? Det synes jeg er beundringsværdigt. Og en lille smule skræmmende.
06. marts, 2004 kl. 12:09
plok:
Men alligevel mest skræmmende, Dalager. Og jeg stiller mig i kø bag tante og vil gerne have uddybet: De 10-12 minutter … er det til du reelt finder kødbenet – eller til du er træt af legen og giver op? :)
06. marts, 2004 kl. 12:46
troels:
Er det her køen til hvordan Dalager spiller – Hund, der er en som har taget dit kødben med sig selv starter ?
Sætter du så en præmie på spil til vinderen, for ligesom at hæve indsatsen og give legen lidt pep :o)
06. marts, 2004 kl. 12:57
Grith:
Neeeeejjjjjjj…..der mindede Dalager mig lige om en af mine yndlingslege:-) Det må jeg altså bruge resten af dagen på:-)
Men, inden jeg smutter, så vil jeg bare lige sige, at en ordentlig omgang ølstafet går man aldrig galt i byen med – og dog, jeg fik engang hjernerystelse i sådan en omgang, men det var skide skægt:-) Muren kunne jo ikke gøre for at den kom i vejen for mit højre sving! Og som et ekstra krydderi på legen anbefales det at finde en stor vissen plante som hold-trofæ – og ja, vissenpot skal være med i samtlige stafetter – så har man også noget at støtte sig til:-)
06. marts, 2004 kl. 13:21
frk.andersen:
Tjek evt. denne side : http://www.hverdagogfest.dk/festlege.asp
Morskaben vil ingen ende tage. Og jeg citerer fra spillet Banantæer: “Denne leg går ganske enkelt ud på at
min. 2 personer hver får udleveret en eller flere bananer, og derefter skal forsøge at skrælle bananen MED BARE TÆER!! Den der er først færdig har vundet exempelvis en pose blandede knapper! ”
PS: Så bliver det næppe sjovere!
06. marts, 2004 kl. 15:11
tante lilla:
Uha Grith. Ølstafet. Grimme gymnasiebilleder dannes på den indre nethinde… Måske det kunne gå hen og blive et problem, at gennemsnitsalderen ved festivitassen forventes at være omkring de 60…
Du ryster dem da også ud af ærmet, frk! Jeg er især vild med, at der tilbydes diplomer til vinderne – og så er der tilmed ‘værtshus tricks’, i fald samtalen med bordherren skulle gå lidt trægt. Glimrende!
06. marts, 2004 kl. 15:36
Grith:
Pjat, du skal bare live lidt op i de gamle – de har godt af at lære noget nyt:-) Men husk en vissen palme – det giver ligesom legen perspektiv:-) Hvis det er, kan I jo bare ølstafette med lyst øl?
06. marts, 2004 kl. 18:48
dalager:
HDEEDHTDK [h-deeeed-h-t-d-k] i soloudgaven kræver et åbent og gerne spaltet sind. Et par usynlige venner og lidt fantasi kan dog bruges til nød.
Så ruller du persiennerne ned og vælger et ‘kødben’. Jeg plejer at bruge fjernbetjeningen til mit tv, så er man motiveret — specielt hvis man starter legen sådan 10 min inden Buffy. Det er bare sjovere, når man er under tidspres.
En af de usynlige venner sætter sig oven på kødbenet, og så skal du gå rundt og spørge dem “er det dig, der har taget mit kødben” indtil du finder det.
Puh, som det er saftspændt spænding!
- flere spørgsmål?
06. marts, 2004 kl. 19:08
tante lilla:
Dalager. Jeg mangler ord.
06. marts, 2004 kl. 19:23
Jonas:
Dalager, jeg manlger fantasi, og usynlige venner. Må jeg låne en af dine?
07. marts, 2004 kl. 14:59
dalager:
@tante: jeg har nogle andensorterings genbrugsord, som du kan få ved førstkommende lejlighed.
@jonas: jeps. Kan du bruge Kaptajnen? Han er lidt af en brumbasse, men meget venlig. Og så er han god at starte med, hvis man ikke har haft usynlige venner før.
07. marts, 2004 kl. 23:22
Jonas:
@dalager: Jeg har vil meget gerne låne Kaptajnen, han lyder som godt selskab. Jeg håber bare ikke det går ham som min sidste usynlige ven, en dag jeg vågnede op var han bare væk. Jeg mener, hvad fanden er det for en måde at slutte et venskab på?
08. marts, 2004 kl. 00:09