Bare en tanke
30. marts, 2004
Hvad har de tænkt sig at gøre, når hende kvinden og ham manden, der indtaler samtlige reklamer på dansk tv, går på pension … ? Der er jo tilsyneladende ikke andre i det ganske danske land, der kan tiltroes opgaven.
Tirsdags-twist
Ældre dame i svømmehallen: ”Nej, hvor er din tatovering dog pæn”
Kassegut i Netto: ”Kan du have en rigtig god dag”
Reklamefyr gennem dørtelefon: ”Undskyld … undskyld … reklamer … hvis det’ ok … ?”
Der er noget, der er helt skævt her …
Succesoplevelse
29. marts, 2004
Ok, vi taler ikke Nobel-nominering eller OL-kvalificering, men man lærer jo efterhånden at sætte pris på hverdagens små successer. Og dette er egentlig en af de større. For første gang siden mit verdensbillede for godt 8 måneder siden forvandlede sig til en stormfuld tur på Oslo-båden, har jeg dristet mig op på en cykel.
Turen var ikke lang, den indbefattede et par kritiske øjeblikke i hjertet af Vibenshus Runddel og jeg var da en kende mere tummelumsk end vanligt, da jeg igen steg af cyklen, men jeg slap fra eksperimentet uden at påføre mig selv eller andre (varige) skader.
Det er muligt, at jeg skal holde mig fra Nørrebrogade i myldretiden og være varsom med at blande alkohol ind i fremtidige eksperimenter af slagsen, men jeg tror faktisk, der er grund til optimisme. For første gang anede jeg et glimt af mit gamle liv. Det kribler i fingrene for at få løbeskoene ned fra hylden.
Bag facaden
28. marts, 2004
Mine naboer holdt fest i nat, da jeg kom hjem. Mine naboer holder aldrig fest. Mine naboer er pæne, kedelige, prototypiske østerbroere. Hvis man slog ’østerbroer’ op i et leksikon, ville der være et billede af mine naboer. De er midt i trediverne og har en søn på omkring tre. Jeg er sikker på, at de har gode pensionsordninger, får årstidernes basiskasse tilsendt hver uge og er fanatiske ikke-rygere. Han spiller fodbold i Fælledparken hver lørdag formiddag og hun går til yoga hver tirsdag. Tror jeg.
Derfor var jeg også snarere overrasket end generet af at ligge vågen til lyden af hede basrytmer, knust glas og væltende stole til langt ud på morgenen. Det var på sin vis helt befriende at høre ham brøle ”Fjår fjanden, det’ schudda ligemeget!”
Idag er alt dog tilbage ved det gamle. Ud af deres åbne køkkenvindue kan jeg høre hendes velartikulerede brok blande sig med lyden af opvask. Han mumler bare. Som han plejer.
Find Iver
26. marts, 2004
Jeg har ledt alle de sædvanlige steder (til trods for at erfaringen fortæller mig, at succesraten ikke just er slående). I knapperne på fjernbetjeningen, i mailboksen, på et uvist antal hjemmesider, i opvasken, i cd samlingen (d-m + s-t), i køleskabet (og der er trods alt ikke meget andet end en liter mælk og en tom flaske ketchup at gemme sig bag).
Arbejds Iver er væk. Han lader sig hverken true med, at deadline falder om et par timer eller lokke med at vi kan lege, når bare det her er overstået. Stædige skarn. Ham har jeg sgu ikke været for heldig med.
To slags virkelighed
25. marts, 2004
Det hænder, at man møder folk fra en periode, man egentlig havde forsøgt at lægge bag sig. En periode, der på trods af, at den i virkeligheden ikke ligger så forfærdelig langt tilbage, føles som om den tilhører en helt anden tidsregning. En periode, der har sat sine spor – på godt og ondt.
Et enkelt ”Gud, hej!” genskaber hukommelsen på mindre end et sekund. Stemmer, dufte, stemninger og følelser skyller ind, og man undrer sig over afstanden mellem, hvor man er nu, og hvor man var dengang – på een gang kort og uendelig lang. Alt er ændret. Intet er ændret.
Det indre kaos kan måske anes i øjnene, men munden smiler og stemmen siger blot: ”Det går fint, hvad med dig?” Selvom mødet begrænser sig til et par få minutter, sidder følelsen i kroppen til godt op ad næste dag. Følelsen, der ikke helt kan defineres, men som gør blikket fjernt og tankerne usammenhængende.
Slowmotion Wednesday
24. marts, 2004
Er det bare mig, eller går alting en smule langsommere idag? Jeg tænker langsommere. Jeg bevæger mig langsommere. Min internetforbindelse er langsommere. Der er hakker i mp3 filerne. Telefonens ring er mere langtrukne end normalt. Og lur mig om ikke den flue, der flyver rundt i min stue, flyver langsommere, end den gjorde igår.
Duelighed
22. marts, 2004
Jeg ligger på maven på sengen. Hovedet i fodenden, bogen under næsen, kuglepennen i hånden. Blikket glider langsomt væk fra bogstaverne på papiret og gennem vinduet ud i gården.
På tagryggen overfor sidder en due. Endnu en kommer til og sætter sig omkring en meter bag den første. Langsomt begynder due nr. 2 (vi kunne jo kalde ham Dan) at nærme sig due nr. 1 (Alice). Alice fornemmer, at noget er på færde og tripper fremad. Hun er ikke den slags pige. Dan tripper efter. Han er ikke fyren, der sådan lige fanger et hint. Inden længe knokler de henad tagryggen i hastig fart. Til sidst bliver det Alice for meget, og hun tager afsæt og svæver bort fra sin stalker.
Her er det, man må tage hatten af for Dan. Han er muligvis lige blevet dumpet på det groveste, men ikke om han lader sig mærke med det. Man har vel sin stolthed. I samme øjeblik Alice letter, stopper Dan fuldstændigt op og ser på ganske overbevisende manér ud som om, intet er hændt, som om han har siddet der alene på tagryggen i timevis og bare nydt udsigten. Jeg har sgu ikke brug for nogen. Jeg har det fint med at være alene. Singlelivet, det er lige mig.
Bogen, tante, bogen …
Follow the light
21. marts, 2004
Det gør ondt, når dem man holder af har ondt. Når der ikke er noget at sige eller gøre – andet end at tilbyde rigelige mængder cigaretter, sukker og tilstedeværelse. Det varmer til gengæld lidt, når man gennem tårerne aner tilløbet til et smil, når der – omend blot for en kort stund – stadig kan grines af en rigtig dårlig joke. Så fornemmer man en snert af håb, et lille bitte blinkende lys i horisonten.